- Jeg prøver at hilse på dig.
Ordene kommer fra en mandlig social- og sundhedshjælper og er rettet mod en 83-årig kvindelig beboer på et plejehjem.
Han står i kvindens køkken, mens han filmer hende. Hun lider af demens og kigger forvirret på ham.
- Nå. Okay, siger hun.
- Are you crazy, or what the fuck is wrong with you?, siger hjælperen.
Oversat til dansk betyder det:
- Er du skør, eller hvad fanden er der galt med dig?
Social- og sundhedshjælperen fortsætter med at tale engelsk til kvinden, der giver udtryk for, at hun ikke forstår, hvad han siger.
- Er du grim eller hvad? Hvad fanden er der galt med dig?, svarer han hende.
Sådan begynder en 37 sekunder lang video, som TV 2 er i besiddelse af. Den er optaget i maj i år af en social- og sundhedshjælper, som efterfølgende delte videoen med mindst en bekendt.
Hun blev ikke ked af det, hun er jo totalt dement. Fatter intet og glemmer alt
Demenspsykolog chokeret
TV 2s dokumentar 'Plejehjemmene bag facaden' afslørerede i juli eksempler på grove plejesvigt, sundhedsskadelig behandling og uværdig tale over for to demenssyge beboere.
Den nye video, som TV 2 er kommet i besiddelse af, er således endnu et eksempel i rækken af dokumenterede, kritisable forhold i ældreplejen.
Videoen er optaget af en uddannet 34-årig social- og sundhedshjælper i en lejlighed på Plejehjemmet Grønnehaven i Helsingør, hvor den 83-årige kvinde bor.
Efter aftale med kvindens pårørende har TV 2 fået lov at bringe videoen. Af hensyn til kvinden har TV 2 valgt at sløre videoen, og af samme grund optræder familien anonymt.
Kvindens datter fortæller TV 2, at familien er dybt berørt af hændelsen.
- Det er rystende, at en ansat omsorgsarbejder kan misbruge sin position til at gøre det modsatte af, hvad han er ansat til, nemlig at hjælpe, guide og skabe tryghed for ældre, som ikke længere kan klare sig selv.
- Det her er et ekstremt tilfælde, som ud over manglende respekt og indsigt, også viser et menneske, som krænker min mor på det groveste, siger hun.
Driller lige den gamle på arbejde
TV 2 har vist videoen til demenspsykolog Anneke Dapper-Skaaning, der har 25 års erfaring og har arbejdet som konsulent for Sundhedsstyrelsen, hvor hun blandt andet har undervist plejehjemspersonale.
Hun har aldrig set noget lignende.
- Det er chokerende. Jeg forstår ikke, hvorfor man taler sådan til et andet menneske, siger Anneke Dapper-Skaaning.
- Burde ikke have ansvar for et andet menneske
Da den 34-årige social- og sundhedshjælper havde optaget videoen, delte han den med en bekendt. Sammen med videoen sendte han flere beskeder.
- Driller lige den gamle på arbejde, skrev han i den første besked.
Da den bekendte svarede, at kvinden på videoen så ud til at blive ked af det, svarede social- og sundhedshjælperen:
- Nej, hun blev ikke ked af det, hun er jo totalt dement. Fatter intet og glemmer alt.
Han røg ud på røv og albuer og fik at vide, at han skulle aflevere kort og nøgler og blev bortvist
Senere i samtalen skrev han om den 83-årige kvinde:
- Hehe. Ja, hun er heeelt lost (fortabt, red.).
Videoen og den kontekst, den er sendt i, gør det meget klart for Anneke Dapper-Skaaning, at social- og sundhedshjælperen ikke bør arbejde med ældre. Hverken nu eller i fremtiden.
- Han er sjov på hendes bekostning, og han tænker overhovedet ikke over, hvad det betyder for hende. Han er ikke et menneske, der burde have ansvar for et andet menneske, som ikke kan vare på sig selv, siger hun.
For selvom den demensramte kvinde ikke nødvendigvis forstår ordene, forstår hun stemningen, forklarer Anneke Dapper-Skaaning:
- Hun bliver forvirret over det, fordi hun ikke forstår, hvad det er, han vil hende. Så det kan sagtens være, hun bliver urolig eller måske lidt angst. Hun har det i hvert fald ikke godt med det. Det kan man tydeligt se.
- Røg ud på røv og albuer
I kølvandet på TV 2s dokumentar 'Plejehjemmene bag facaden' har den offentlige debat handlet meget om manglende ressourcer og hænder i ældreplejen.
Men den 83-årige kvindes datter har valgt at tillade offentliggørelsen af videoen for at sætte fokus på, at problemerne ifølge hende også handler om andre ting.
Overfor TV 2 forklarer hun, at hun er glad for personalet på Plejehjemmet Grønnehaven, men at der - også af hensyn til de øvrige ansatte - bør være større fokus på, at mennesker uden de rette menneskelige og faglige kompetencer overhovedet ansættes i ældreplejen.
Vi har aldrig oplevet noget lignende i Helsingør Kommune
Samtidig efterlyser hun større kontrol med, at brodne kar ikke får nyt job i ældreplejen, hvis de - som i tilfældet med hendes mor - er gået langt over stregen og vurderes uegnede til jobbet.
- Jeg gør det, fordi vi på denne måde kan bidrage til den eksisterende debat om værdighed i vores ældrepleje, siger hun.
Borgmesteren i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær (K), har været orienteret om videoen siden den 34-årige social- og sundhedshjælper blev fyret i juni.
Hun forklarer, at sagen blev håndteret efter bogen, da lederen af Plejehjemmet Grønnehaven blev kontaktet af politiet.
- Jeg tror, at det var inden for en time, at han røg ud på røv og albuer og fik at vide, at han skulle aflevere kort og nøgler og blev bortvist. Det er fuldstændig korrekt adfærd af vores leder, siger hun.
Kommune: Vi har aldrig oplevet noget lignende
Benedikte Kiær har efter fyringen selv set videoen og er rystet.
- Det er totalt grænseoverskridende adfærd, vi er vidne til her. Det er helt klart, at sådan en person ikke skal have noget at gøre med pleje og omsorg og ældre mennesker, siger hun, og understreger, at der er tale om et enkeltstående tilfælde:
- Vi har aldrig oplevet noget lignende i Helsingør Kommune.
Selvom social- og sundhedshjælperen nu er fortid i Helsingør Kommune, frygter Benedikte Kiær ligesom den 83-årige kvindes familie, at social- og sundhedshjælperen får et nyt job i ældreplejen.
Jeg er ret sikker på, at en personlighedstest – hvis man havde foretaget sådan en i et ansættelsesforløb – ikke ville have påvist, at han ville skeje ud på den måde
Som det er i dag kan kommuner indhente straffeattester og referencer fra tidligere arbejdsgivere, når de ansætter nye medarbejdere.
Men Benedikte Kiær opfordrer Folketinget til at finde yderligere værktøjer for at sikre, at en kommende arbejdsgiver kan få indblik i en kandidats tidligere sager.
- Der er jo ikke nogen steder, hvor vi kan gå ind og sige: ham her, han skal bare ikke have med ældre mennesker at gøre, siger hun.
Politiet efterforsker sagen
Selvom det har været en voldsom oplevelse for den 83-årige kvindes familie, er datteren generelt tilfreds med plejehjemmet Grønnehaven og lederens håndtering af sagen om videoen.
Både før og efter hændelsen har hun oplevet et kompetent og kærligt personale, fortæller hun.
Benedikte Kiær mener ligeledes, at personalet på både Grønnehaven og andre plejecentre i kommunen gør et godt stykke arbejde, og hun mener heller ikke, at kommunens ledelse kunne have gjort noget anderledes i sagen.
- Der har ikke været noget, som kunne indikere, at det ville ske. Jeg er ret sikker på, at en personlighedstest – hvis man havde foretaget sådan en i et ansættelsesforløb – ikke ville have påvist, at han ville skeje ud på den måde.
Borgmesteren mener, at opgaven i denne sag er at sikre, at den 34-årige mand ikke får job i nabokommunen eller i et vikarbureau. Som loven er i dag, kan det være svært, vurderer hun.
- Det ville være godt, hvis politikerne på Christiansborg kiggede på det, siger Benedikte Kiær.
TV 2 er bekendt med identiteten på den 34-årige social- og sundhedshjælper, men det er trods gentagne forsøg ikke lykkedes at få en kommentar fra ham.
Nordsjællands Politi bekræfter over for TV 2, at politiet har modtaget en anmeldelse, og at sagen efterforskes.