11-årige Ella sad i kælderen på Den Franske Skole, da bomberne faldt over Frederiksberg

For 75 år siden udspiller den værste civile katastrofe på dansk jord under krigen sig langs Frederiksberg Allé, da et britisk bombetogt mod Gestapos hovedkvarter går helt galt.

Den dengang 11-årige Ella Starberg søger sammen med de andre elever og lærerinder på Den Franske Skole på Frederiksberg tilflugt i beskyttelsesrummet, kælderen under skolen.

Men da det kort efter står klart, at skolen ved en fejl er blevet til målet for bombetogtet, udvikler beskyttelsesrummet sig hurtigt til det farligste sted at være.

Bomberne over København dræber flere civile end nogen anden aktion i det besatte Danmark. 

På et lille område af Frederiksberg bliver 900 indbyggere med ét gjort hjemløse. På Den Franske Skole omkommer 86 børn og 18 voksne i mareridtsagtige scener af flammer, støv, byggeruiner og skoldhedt vand.

I mange år blev den fatale dag skrevet ud af væsentlig historieundervisning, mens de overlevende skolebørn fik at vide, at de ”bare skulle glemme”, hvad de havde oplevet.

Den 21. marts 1945 gik verden under en forårsdag på Frederiksberg Allé.

Vejret er mildt denne onsdag formiddag. En kold vinter ebber ud, og termometeret i Landbohøjskolens Have viser ti grader.

Det er en skoledag som mange andre i besættelsestiden på Jeanne d’Arc Skolen, bedre kendt som Den Franske Skole, en katolsk pigeskole på Frederiksberg Allé, der også har en børnehave tilknyttet.

Undervisningslokalernes urskiver viser, at der ikke er længe til det lange frokostfrikvarter på skolen, hvor 529 personer befinder sig, heraf 482 børn.

Ella Starberg sidder i et klasseværelse på den øverste etage. Fra lokalets vinduer ser hun og de andre elever britiske bombefly, der flyver lavt over København. Et af flyene har kurs mod skolen.

- Vi havde fået mange instrukser, og vi havde øvet dem mange gange. Vi var blevet undervist i, hvordan vi skulle søge i kælderen i tilfælde af luftalarm, siger den i dag 86-årige Ella Starberg til TV 2 Lorry.

Hun husker dagen for 75 år siden krystalklart.

Et voldsomt brag lyder. Bygningskonstruktionen ryster.

Sirener hyler. Nu er det alvor.

De må i kælderen, meddeler nonnen, klassens lærerinde.

I kolonner går børn fra alle skolens lokaler hånd i hånd mod kælderens beskyttelsesrum, sådan som de er blevet instrueret i.

Men lyden af bombers brag fra eksplosioner over Shellhuset ikke langt derfra får børnene til at gå i panik.

- Vi vidste jo godt, at vi ikke måtte gå i panik. Men det kan man jo ikke styre, når man er et barn. Så vi for af sted som vilde dyr, siger Ella Starberg.

Sort røg begynder at stige op fra bygningen ved siden af Den Franske Skole, hvor et britisk fly er styrtet ned.

De første civile københavnere er allerede omkommet. Men katastrofen er kun lige begyndt.

I marts 1945 går Anden Verdenskrig ind i sin afsluttende fase.

Tyskland har så godt som tabt krigen, det står klart, og til hærens rækker har nazisterne indkaldt skoledrenge på helt ned til 15 år.

I øst og vest har De Allierede krydset de tyske grænser og nærmer sig med hastige skridt Berlin.

Bombetogter mod strategiske mål i de byer, der fortsat er under tysk kommando, er jævnlige mod krigens slutning.

Målet for De Allieredes luftangreb mod København den 21. marts 1945 er Shellhuset ved Vesterport, som Gestapo, nazisternes hemmelige statspoliti, har gjort til hovedkvarter.

Planen er, at 18 britiske bombefly i tre angrebsbølger med fire minutters mellemrum skal kaste bomber mod de laveste etager af Shellhuset for derved at undgå at dræbe de danske modstandsfolk, der sidder fængslet øverst i bygningen.

Jagerbomberne flyver fra luftbasen i England lavt over Nordsøen og Danmark for at undgå de tyske radarer.

Fra Sydhavnen og godsbaneterrænet kommer den første bølge af fly ind mod København fra syd og har kurs mod Shellhuset via Vesterbro.

Med 500 kilometer i timen dykker formationen ned i højde, hvor de flyver få meter over hustagene.

Pludselig stiger det ene fly brat, viger fra formationen og dets kurs, drejer om på siden og forsvinder bagud.

I cockpittet kæmper Wing Commander Kleboe og Flying Officer Halls med at få kontrol over Mosquito-flyet, der har strejfet toppen af en lysmast.

Over Vesterbro rammer flyets vinge taget af en ejendom på Sønder Boulevard. Det taber en bombe, der detonerer over en anden ejendom og dræber 12 beboere.

Mens de andre fly fortsætter mod Shellhuset, er Kleboe og Halls ude af kurs og styrer mod Frederiksberg. Flyet taber højde, indtil det styrter ned i et garageanlæg lige ved siden af Den Franske Skole.

Flyet eksploderer og antænder straks en voldsom brand, der udvikler en kraftig søjle af sort røg.

Anden og tredje bølge af bombefly nærmer nu sig København. De flyver lavt ind over byen fra vest via Søndermarken på Frederiksberg.

Da flyene kommer fri fra af parkens trækroner, stiger røgsøjlen fra flystyrtet ved Den Franske Skole op foran dem.

Fejlagtigt tror flere af piloterne, at røgsøjlen markerer bombetogtets mål.

De flyver ind over skolen og lader en regn af bomber dale over Den Franske Skole, hvor næsten 500 skolebørn i panik nu søger mod kælderen.

Fire bomber rammer skolen og forvandler den til en brændende ruin. Flere trapper med børn på vej i kælderen kollapser, og mange styrter i døden.

Nogle børn redder livet ved at løbe ud af skolen inden bombernes regn, andre springer fra knuste vinduer, mens op mod 200 børn og lærerinder når at søge tilflugt i kælderen.

Ella Starberg når ned i kælderen, før bomberne eksploderer over Den Franske Skole og de omkringliggende karréer på Frederiksberg.

Hun har glemt den striktrøje, hun har strikket i husgerning, og som nonnerne har rost hende meget for, oppe i klasselokalet. Hun tænker på, om hun mon skal gå op og hente den.

En sprængbombe drøner med en hvislende lyd mod jorden. Den fortsætter hele vejen ned til kælderindgangen, før den detonerer og sønderknuser bygningen.

- Der lød et brag, og så blev alt mørkt. Vi væltede rundt dernede og lå oven på hinanden, og hele rummet blev fyldt med kalkstøv, siger Ella Starberg.

Gennem kælderlokalet går vand- og varmerør, som sprænger i eksplosionen og begynder at fylde kælderen med vand.

Panik udløses. Vandstanden stiger i kælderen. Enkelte børn kan redde sig selv ved at kravle op på borde og bænke, der er opstillet i kælderen.

Nonner beder. Skolebørn drukner.

Søster Helene Rosenberg, en nonne på skolen, slipper ud i live og fortæller efterfølgende om sine oplevelser i den mørke kælder.

En rystende pigestemme hvisker til nonnen:

”’Søster, tror De, vi skal dø?’ ’Ja,’ hviskede jeg tilbage, ’jeg tror, vi skal dø.’ ’Tror De, det varer længe?’ ’Måske,’ svarede jeg. ’Måske. Jeg ved det ikke.’”

Mens vandstanden stiger i mørket tænker Ella Starberg på, hvor hendes to år ældre storesøster, der også går på skolen, mon er.

- Jeg blev klar over, at jeg skulle søge ud af kælderen. Jeg kunne se en spinkel lyskegle i mørket, som jeg kravlede mod, husker Ella Starberg.

Som en af de første kommer Ella Starberg ud af kælderen og kan til sin store glæde se, at storesøsteren er kommet ud kort tid før hende.

Det næste, hun ser, er skolegården, der er et inferno af murbrokker, glasskår, træ, flammer og røg.

- Det første, jeg tænkte på, var min mor, og om der var sket noget med hende. Da troede vi jo, at hele København var blevet bombet, siger Ella Starberg.

Barfodet og i sønderrevet tøj løber Ella og storesøsteren væk fra skolen, der er indhyllet i voldsomme flammer.

Det omkringliggende område på Frederiksberg Allé er en apokalyptisk krigszone, hvor skolebranden snart vil brede sig og destruere flere etageejendomme.

Søskendeparret løber ned til falckstationen på Platanvej og slår alarm. De er sikkerhed. De er overlevet.

Imens når de første redningsfolk frem til skolen nogenlunde samtidig med panikslagne forældre.

Levende og døde bjærges ud af ruinerne, men redningsarbejdet besværliggøres på grund af den kraftige ildebrand, der får bygningen til at styrte sammen flere steder.

Derudover er kommunikationen på stedet særdeles mangelfuld, da Tyskerne noget tid forinden har beslaglagt brandvæsenets radiovogn.

Det beredskab, der siden er opbygget med spejdere, der skulle løbe mellem ulykkessteder og brandstationen med beskeder, fungerer ikke.

Under ruinerne ligger der børn og voksne, som kan råbe om hjælp, men som ikke kan reddes, fordi ilden gør det umuligt for redningsfolk at nå ind til dem. De dør.

Det gør desperate forældre også, der forsøger at komme ind for at redde deres børn.

Ella Starberg er sluppet ud af kælderen. Hun er blandt de omkring 400 børn og voksne, der er reddet ud af ruinerne i live.

Men tilbage i kælderen og under den sammenstyrtede skole ligger mange skolebørn, katolske nonner og civile lærerinder døde.

Nogle begravet under murbrokkerne. Flere druknet i kælderen, hvor vandet steg og steg. Andre forbrændt og skoldet ihjel fra slukningsarbejdet og de sprængte varmerør.

Bomberne over Den Franske Skole dræber 86 skole- og børnehavebørn, ti nonner og fire civile lærerinder. To brandfolk og to fædre mister livet i redningsarbejdet.

Bag skolen bliver bygningerne på Maglekildevej totalødelagt, lige som ejendomme på Henrik Ibsens Vej, Amicisvej og Frederiksberg Gymnasium bliver ramt af bomber.

900 indbyggere i København er med ét blevet hjemløse fra bombetogtet den 21. marts 1945.

I alt omkommer omkring 250 mennesker ved alle skadesstederne. Det skønnes, at cirka 100 af ofrene er fra den tyske besættelsesmagt, som blev dræbt ved Shellhuset.

Dermed er Shellhusbombardementet det største enestående civile tab under krigen og den største ulykke i nyere dansk historie.

Alligevel regnes bombetogtet som en succes i samtiden, for det militære mål bliver nemlig indfriet.

De fly, der smider bomberne mod Shellhuset, formår nemlig at destruere Gestapos arkiver, slå nøglepersoner ihjel, yde en tiltrængt støtte til den danske modstandsbevægelse og markere over for den tyske besættelsesmagt, at enden er nær.

Halvanden måned senere er Danmark befriet og Anden Verdenskrig slut i Europa.

Men for de mange familier og borgere, der blev påvirket af det fatale bombetogt over Frederiksberg, er tiden anderledes bittersød. For et egentligt ansvar for katastrofen placeres aldrig for alvor.

Redningstjenester, offentlige myndigheder og privatpersoner kritiserer gensidigt hinanden og søger at placere ansvaret for mangelfuld ledelse med at få reddet de fangede børn og voksne ud af den brændende skoleruin.

Katastrofen får et årelangt efterspil, da de ramte familier føler sig uretfærdigt behandlet af Frederiksberg Kommune, både hvad angår erstatning og genhusning.

I efterkrigstiden føler forældrene til de omkomne sig overhørte i debatten om, hvad der skal ske på Den Franske Skoles grund. De vil have et mindested, ikke lejlighedsbyggerier.

Først i 1960 - 15 år senere - bliver de sidste erstatningssager afsluttet.

Ella Starberg har pådraget et stort hul i baghovedet og er sengeliggende i flere uger efter bombningen. Omkring 14 dage efter hændelsen får hun det, som hun kalder for et såkaldt ’chok’.

Hun har traumer og mareridt og er ked af det, græder meget. Post traumatisk stress, ville vi kalde den slags i dag.

- Min søster var mere upåvirket af det. Hun var måske en type, som tog lidt lettere på tingene. Mig ramte det hårdere. Jeg vågnede op om natten og hylede og skreg og havde mareridt, siger hun.

En læge tilser hende for hullet i baghovedet og beder hende lægge oplevelsen bag sig. Ellas mor forbyder hende at snakke om det.

Kom videre, glem at det er sket, får hun at vide. Ella har mareridt og traumer resten af livet.

- Det var ikke noget, man skulle tale om dengang, skal du forstå. Min mor sagde, 'nu taler vi ikke mere om det'. Så vi fik aldrig snakket det igennem. Aldrig. Min far var også i modstandsbevægelsen. Så hele krigen var ét stort tabu. Der blev virkelig lagt låg på, forklarer Ella Starberg.

Andre overlevende skolebørn sendes til Nordsverige af deres forældre, ”så de kan glemme bombardementet”.

Der går flere år, før Ella Starberg overhovedet finder ud af, hvem af hendes skolekammerater, der slap levende ud af skolen, og hvem der ikke gjorde.

Det er ikke kun Ellas mor, der bevidst fortier og fortrænger den værste civile tragedie i Danmark under krigen.

Undervisningsfilmen ”De fem år”, der fra 1955 og de efterfølgende årtier var med til at forme generationer af folkeskoleelevers viden om besættelsestiden i Danmark, nævner ikke bombardementet af Den Franske Skole med ét eneste ord.

I dag, 75 år senere, kan hændelsen stadig fremkalde traumer hos snart 87-årige Ella Starberg. Hun går aldrig ned i en kælder, og hvis hun kommer ind i et hjem med en blussende brændeovn, får lugten hende straks til at tænke på den katastrofale dag i marts 1945.

Der går årtier, før Ella for alvor kan tale om og sætte ord på sine oplevelser. Da hun endelig får hul på bylden, beslutter hun sig for at nedfælde sine erindringer på skrift. Et længere værk, som hendes efterkommere, tre børnebørn og to oldebørn, nu har glæde af.

I dag er der ikke mange spor fra bombardementet ved Den Franske Skole eller på de omkringliggende gader Maglekildevej, Henrik Ibsens Vej og Amicisvej. Seks ejendomme med lejligheder er siden blevet opført på grunden, hvor Den Franske Skole lå.

Et granitmonument fra 1953 står tilbage som et minde fra en af krigens mørkeste dage.

Mindesmærket viser nonnen Søster Edith. Hun skærmer en lille dreng og en lidt ældre pige fra deres uundgåelige skæbne.

Med bedrøvede øjne ser nonnen ned på søskendeparret, der forfærdede ser mod himlen.

Er du interesseret i endnu mere viden om bombardementet af Den Franske Skole, så har Stadsarkivet på Frederiksberg lavet en 20 minutter lang dokumentar om tragedien, hvor man blandt andet hører den nu 81-årige pensionerede præst Elisabeth Lyneborg fortælle om sine oplevelser.

Du finder filmen på Frederiksberg Kommunes hjemmeside.