En hjemmeplejer fra København har levet i sus og dus for penge, hun har stjålet fra ældre mennesker.
Det mener Københavns Politi, som har sigtet en 35-årig kvinde for at have snydt sig adgang til flere ældre borgeres konti og bruge pengene til at tage på rejser til Tenerife og Monaco.
Det skriver Ritzau.
Kvinden blev torsdag fremstillet i et grundlovsforhør i Københavns Byret, hvor en dommer valgte at varetægtsfængsle hende.
Under grundlovsforhøret kom det frem, at kvinden i forvejen har en grim plet på sit cv.
Tilbage i 2013 frakendte Retten i Lyngby hende retten til fremover at arbejde med ældre.
Det røde kort, som retten i sin tid gav hende, har hun ifølge politiets opfattelse set stort på ved at være ansat i to forskellige vikarbureauer, og dette er i sig selv en overtrædelse af straffeloven.
Rejser for 30.000 kroner
Ifølge sigtelsen skal kvinden desuden have begået databedrageri i kraft af sit job. I en række tilfælde fra februar 2019 til maj i år skal hun have skaffet sig adgang til de ældres konti.
Kvindens to udlandsrejser foregik sammen med en mandlig bekendt, og der blev brugt i alt cirka 30.000 kroner på turene.
Som om det ikke var nok, skulle hun også have købt møbler og interiør for penge, som tilhørte nogle af de mennesker, som hun udførte et betroet job i forhold til, hævder politiet.
I retsmødet erkendte kvinden sig skyldig i et par af forholdene, men nægtede de øvrige.