Vi er mange, der helst holder os indendøre i disse sibiriske kulde-dage. Men mennesket er ikke den eneste frossenpind.
Også rotter har tendens til at søge ind i varmen, når temperaturerne tager et kraftigt dyk.
Derfor forventer flere skadedyrsfirmaer, at der kan komme en ny bølge af uønsket rotte-besøg omkring - eller i værste fald i - din bolig.
Anden bølge
Med den kraftige frost vil vi kunne se, at de rotter, der ikke har fundet tilstrækkeligt gode gemmesteder, vil søge ind til bygninger
- Den generelle status er, at rottesæsonen egentlig er ved at være slut. Men med den kraftige frost vil vi kunne se, at de rotter, der ikke har fundet tilstrækkeligt gode gemmesteder, vil søge ind til bygninger, fortæller Claus Schultz, der er teknisk chef i skadedyrsfirmaet Rentokil og formand for Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer.
Ifølge Claus Schultz kommer den første bølge af rotte-anmeldelser typisk i oktober måned, hvor kulden begynder.
- Ved de første frostnætter kan vi godt starte bilen, fortæller han.
Men nu forventer han altså, at der igen kan komme en stigning i anmeldelser.
Ud og ind igen
Fordi vi har haft nogle uger, hvor det har været forholdsvis lunt, så er nogle rotter måske trukket ud af husene igen, og så vender de tilbage nu.
Den samme forventning har skadedyrsfirmaet Kiratin, som i vores område opererer i Lejre og Stevns.
Hvis de kigger en måned tilbage og sammenligner med måneden før, så er der faktisk sket et lille fald.
Antallet af anmeldelser om rotter inde i husene er dog nogenlunde på samme niveau. Og nu hvor kulden har taget rigtigt fat, så forventer de en lille stigning i anmeldelser igen.
- Fordi vi har haft nogle uger, hvor det har været forholdsvis lunt, så er nogle rotter måske trukket ud af husene igen, og så vender de tilbage nu, fortæller Kim Petersen, der er kvalitetschef i Kiratin.
I Københavns Kommunes Skadedyrsenhed mener man dog ikke at have statistisk belæg for, at der kommer flere rotteanmeldelser i koldt vejr. Og Roskilde og Hvidovre kommuner kan berette om et fald i anmeldelser den seneste måned - men det er også først de seneste dage, at kulden for alvor er styrtdykket.
Uanset hvad er det en god idé at forebygge - og til det er der gode råd at hente fra Claus Schultz.
FEM GODE RÅD:
- Pas på fuglefoderet
Det er fint at fodre fuglene - men ikke rotterne! Undgå derfor at foderet ligger på jorden rundt omkring. Fuglefoder opbevaret i skure og udhuse kan også lokke rotter til.
- Luk hullerne
Sørg for at alle åbninger ind til bygninger er helt lukkede. Det kan for eksempel være at tætne en udluftningsrist. En voksen rotte kan nemlig smyge sin krop igennem et hul så lille som en tokrone.
- Undgå klatring
Hvis der er noget, der står eller vokser op af dit ens hus så giver det rotterne mulighed for at klatre op og ind i huset.
- Kig efter rotte-tegn
Ofte er der gnavet i noget. Måske spotter du små stykker papir eller hul i en pose.
Bonustrick: Er der nyfalden sne kan du kigge efter rottefodspor. En rotte har en pote på cirka 3 cm.
- Reager!
Er du alligevel så uheldig at få besøg af rotter, så reager! Hvis man blot har mistanke om rotter, så kan man gå ind på ens kommunes hjemmeside og anmelde det.