Bangebuksen Ludvig har fået smag for rotteblod

Ludvig var en bangebuks, da han for seks måneder siden blev Hvidovres første rottefængerlærling. Nu har han dræbt sin første rotte.

Den syv måneder gamle Ludvig har fået smag for blod.

Den dansk-svensk gårdhund fik for seks måneder siden et job i Hvidovres rottefænger-team. Dengang var hans far og chef, rottefænger Morten H. Jensen, påpasselig med at kaste ham for hurtigt ind i faget.

quote Jeg er selvfølgelig meget glad, for nu ved jeg, at han dur til at fange rotter.

Morten H. Jensen, rotterfænger i Hvidovre Kommune

Ludvig blev eksempelvis kun præsenteret for døde rotter for ikke at skræmme ham væk fra faget for tidligt. Men nu efter seks måneders træning har Ludvig endelig fået bid. Rottedrabet foregik på Spurvegården, hvor rotteteamet var på tilsynsbesøg. Pludselig havde Ludvig hovedet nede i et hul, og haps - så var der bid. 

- Han så selv rotten, og så for han efter den og gravede den selv op, siger Morten H. Jensen, rotterfænger i Hvidovre. 

Nu har Ludvig nedlagt sin første rotte. Endda ret tidligt i forløbet, lyder det fra hans ejer. Foto: Hvidovre Kommune. 
Nu har Ludvig nedlagt sin første rotte. Endda ret tidligt i forløbet, lyder det fra hans ejer. Foto: Hvidovre Kommune. 

Små skridt i Ludvigs træning

Den dansk-svenske gårdhund er særligt dygtig til at fange rotter. Det ligger nemlig dybt i deres gener, at de skal rydde rotter og mus af vejen, som de har gjort i hundredevis af år. Og det gen viser Ludvig nu med sin fangst.

- Jeg er selvfølgelig meget glad, for nu ved jeg, at han dur til at fange rotter. Jeg har snakket med én, der fortalte, at det er normalt, at de fanger den første rotte efter et år, siger Morten H. Jensen.

quote Han skulle jo nødigt blive bange for dem. De er jo ret aggressive.

Morten H. Jensen, rotterfænger i Hvidovre Kommune

Han har selv tilrettelagt træningen af Ludvig, der i starten kun snusede til døde rotter. Dengang var Ludvig ikke meget større end rotterne selv.

- Han skulle jo nødigt blive bange for dem. De er jo ret aggressive. Han har senere fået lov til at gø af levende rotterne, når vi har fanget dem og puttet dem i bur. Så det er små skridt, siger Morten H. Jensen.

Og nu har Ludvig fanget sin første rotte. Rottehunden er formentligt færdigtrænet, når han er mellem et til halvandet år.

- Så er han nok også mere rolig. Han er som et levende misil lige nu, siger Ludvigs far.

Hvis du ser en rotte i Hvidovre, så anmeld det her

 
 
Foto: TV 2 Lorry