Regeringen vil sende S-togene i udbud

Private udbydere skal kunne drive S-togbanen i København, hvis det står til transportministeren.

Driften af de københavnske S-tog skal i fremtiden gå til det bedste bud i en udbudsrunde, mener regeringen ifølge Berlingske Business.

Private skal ifølge transportminister Ole Birk Olesen (LA) have lov at give deres bud, hvordan togene på S-banen skal drives og til hvilken pris.

Efter et udbud af S-togsbanen vil andre dele af DSB stå for tur, lover ministeren.

- Jeg synes, at togdriften er meget dyr i Danmark. At effektivisere togdriften for at gøre den billigere er en nødvendighed for, at togdriften kan have en fremtid i Danmark, siger han til Berlingske Business.

Hvis ikke togpriserne ryger ned, forsvinder rationalet bag at tage toget, mener han.

Flere tager toget

I 2016 blev S-toget benyttet til 116 millioner rejser. I alt havde DSB 192,6 millioner rejser.

Modsat fjern- og regionaltogene steg antallet af rejser med S-togene i 2016 med over 2,1 millioner. Den resterende del af DSBs togtrafik tabte 2,2 millioner rejser.

Udspillet er baseret på analyser fra konsulenthusene McKinsey & Company samt Struensee & Co.

Analyserne har produceret seks scenarier, hvori DSB beskæres.

Stor besparelse

I dag er statens udgifter til DSB på 4,3 milliarder kroner. Regeringen forventer at spare 1,5 milliarder kroner, når investeringer i elektriske tog og ny infrastruktur giver gevinst.

Men der skal spares yderligere, mener transportministeren.

I det mest vidtgående af konsulenthusenes scenarier bringes statens omkostninger af DSB ned på 0,3-1,2 milliarder kroner om året i 2030.

Regeringen vil ifølge Berlingske indkalde Folketingets partier til forhandlinger efter sommerferien.