Falsk Facebook-profil lægger S-togskontrollør for had

Tusindvis af Facebook-brugere raser over DSB-medarbjeder, men historien er tvivlsom - og kommer fra en erklæret falsk profil.

En historie fra det virkelige liv om en S-togskontrollør, der udskriver en bøde til en ældre dame, der ikke har tjekket ind med sit rejsekort vækker harme på Facebook.

Problemet er blot, at den måske slet ikke er så virkelig endda. I hvert fald stammer den fra en falsk profil, der kalde sig Felix Andersen. Det har dog ikke afholdt mere 40.000 brugere fra at rase over episoden, ligesom knap 8.700 har delt opslaget.

- Kvinden i billedet ryster og har tårer i øjenene, da hun forklarer, at hun har et rejsekort, men forstår ikke, hvordan hun checker ind. Hun er ikke til gene for øvrige passagerer, og hun tilbyder også at stå af ved næste station, så hun kan få styr på situationen, skriver profilen.  

Lægger ikke skjul på, at profilen er falsk

”Idiot”, ”forbandede statsansatte pamper” og ”så dårlig stil” lyder nogle af kommentarerne.

Metroxpress har tidligere skrevet om den falske profil og har også denne gang været i kontakt med en administrator af profilen, der ikke lægger skjul på, at den ikke er ægte. Felix Andersen skriver, at han er vært på Radio 24syv, hvilket radiostationen tidligere har dementeret.

Sent tirsdag skrev Facebook-personligheden Anders Hemmingsen, at han har hacket profilen og ændret kodeordet. Klokken 20 onsdag vil han angiveligt afsløre, hvem der står bag profilen. TV 2 Lorry har siden været i kontakt med Anders Hemmingsen - og det viser sig, at han intet har med sagen at gøre.

DSB: Vi behandler alle retfærdigt

DSB skriver på sin Facebook-profil at man er bekendt med opslaget – og at det er helt efter bogen at udstede kontrolafgifter til passager uden gyldig billet.

- Det kan synes strengt og som ’skrankepaveri’ ude i toget, men faktisk er det vores måde at tilstræbe at alle bliver behandlet lige og retfærdigt. Togpersonalet har ikke til opgave at sagsbehandle – altså at refundere, undersøge baggrunden for, at den pågældende ikke har billet og så videre. Den del har vi sagsbehandlere ansat til – de håndterer personfølsomme oplysninger og har mulighed for at undersøge sager nærmere og i visse tilfælde også gå videre med dem internt, skriver DSB.