Se kortet: København er mindst demensvenlig - sådan ser det ud, der hvor du bor

Hovedstadsområdet er det sted i Danmark, hvor hjemmeboende demente har det sværest. Se i kortet, hvordan det ser ud, der hvor du bor.

Ved du, hvordan du skal reagere, hvis en person med demens bøvler med at betale i supermarkedet eller fumler med at tjekke ind med sit rejsekort i bussen? Så er du ikke alene.

Selvom godt 90.000 danskere har demens, kender mange ikke nok til sygdommen, og samfundet er ikke alle steder indrettet godt nok til at hjælpe de mange med sygdommen.

En ny rapport fra Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark har taget temperaturen på demensvenligheden for demente, der bor i eget hjem.

Og her viser det sig, at det står værst til med demensvenligheden i hovedstadsområdet - og især i København.

Alle kan hjælpe demente

København får den absolut laveste score med 4,4 ud af 10, mens Nordsjælland og Storkøbenhavn ligeledes ligger i bund med en score på henholdvis 5,2 og 5,3 ud af 10.

quote Når vi møder mennesker med demens, så har de brug for en lille smule ekstra tålmodighed

Lone Harlev, sekretariatsleder, Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark

- Det er mere komplest at bo i en storby, hvor byrummet generelt bare er sværere at finde rundt i. Og det gør, at man har en ekstra stor opgave at løfte i en storby som København, siger Lone Harlev, sekretariatsleder for Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark.

- Men det er jo ikke kun kommunen, der skal gøre byen demensvenlig. Det er os alle sammen. Det er erhvervslivet, kirker, foreninger - vi spiller alle sammen en rolle. Også bare på den måde, vi som privatpersoner agerer på i en butik, når vi møder folk med demens, siger hun.

Organisationen har spurgt tætte pårørende, fagpersoner og frivillige om, hvordan de vurderer demensvenligheden i deres lokalområde på en skala fra et til ti. Her har folk vurderet deres område på adgangen til aktiviteter, byrummets indretning og lokalbefolkningens kendskab til sygdommen.

Bedst ser det ud i Jylland, hvor flere områder får en score på 5,9 ud af 10.

Se, hvor demensvenligt dit område er:

Mød den demente med tålmodighed

Håbet for organisationen er at få flere hjemmeboende demente til at komme ud af huset på en tryg måde.

83 procent af de dementes pårørende fortæller nemlig, at de demente isolerer sig i eget hjem, viser en undersøgelse.

- Vi vil gerne kæmpe for, at man, når man får en demenssygdom, ikke isolerer sig i sit eget hjem, og at man ikke føler sig utryg, når man går ud, men sagtens stadig kan være en del af samfundet og leve et deltagende liv, som man plejede, før man blev syg, siger Lone Harlev.

- Hjemmeboende med demens har jo også behov for at leve et helt almindeligt liv, hvor de  eksempelvis kan gå ned og handle og ikke føle, at de bliver stresset igennem kassen i Netto. Og de vil gerne mødes med forståelse, hvis de glemmer at tjekke ind i toget, siger hun.

Nyt symbol skal gøre det nemmere at tage hensyn

Folkebevægelsen arbejder lige nu på et nyt demens-symbol, som den demente kan vælge at sætte på sin jakke som en nål eller klistre på sit rejsekort - så folk netop kan være bedre til at tage hensyn til den demente.

- Når vi møder mennesker med demens, så har de brug for en lille smule ekstra tålmodighed. Alle kan tage et ansvar og hjælpe folk med demens i den rigtige retning. Vi vil gerne øge alles vidensniveau og få folk til at forstå, at demens, det kan ramme os alle sammen, og det er ikke farligt, siger hun.

Det nationale demenssymbol sendes ud til landets demente næste år.

Sådan hjælper du mennesker med demens i det offentlige rum:

  1. Stil et spørgsmål ad gangen
    Mennesker med demens i det offentlige rum kan det meste selv. Det skal bare foregå i et mere roligt tempo.
     
  2. Lad vær med at korrigere
    Vær tålmodig og lyttende. Det hjælper ikke at korrekse eller at presse mennesker med demens.
     
  3. Hjælp til med det enkelte gøremål
    Hjælp vedkommende med vejvisning eller betaling i bussen. Få minutters indsats gør en stor forskel.
     

Kilde: Demensvenligt Danmark