Da opfinderen Peter Madsen blev sigtet og senere dømt for at have mishandlet, dræbt og parteret journalisten Kim Wall på sin ubåd UC3 Nautilus i 2018, gik historien verden rundt.
Tirsdag eftermiddag går endnu en historie om ubådsbyggeren verden rundt.
Her lykkedes det for Peter Madsen at flygte fra det lukkede fængsel Herstedvester Fængsel i Albertslund, hvor han afsoner sin dom.
Det har givet den nu verdenskendte opfinder endnu en tur i spalterne hos medier verden over.
Både svenske, norske og tyske medier bringer historien om den spektakulære fangeflugt.
Tyske Die Zeit skriver således om flugtforsøget under overskriften "Mord im U-Boot: Peter Madsen scheitert mit Fluchtversuch", hvordan dramaet udspillede sig på den københavnske vestegn.
Norske VG fortæller samme historie under overskriften "Drapsdømte Peter Madsen tatt i fluktforsøk", mens svenske Aftonbladet skriver "Peter Madsen fångad efter flyktförsök".
Flugtforsøg går verden rundt
Men det er langt fra kun medier i skandinavien, som har bemærket den bemærkelsesværdige fangeflugt.
Det amerikanske medie CNN omtaler også fangeflugten sammen med både BBC, New York Times, The Guardian, det franske medie L'Orient-Le Jour - og sågar australske ABC News.
Se screenshots fra de mange medier nederst i artiklen
Under flugten truede han en ansat i fængslet med en pistollignende genstand, hvorefter han blev lukket ud af fængslet.
Fem minutter senere blev Peter Madsen anholdt, efter at han netop var hoppet ind i en hvid varevogn.
Derefter trak politiet sig igen tilbage, da Peter Madsen bar et "bombelignende mavebælte", som senere viste sig at være en attrap.
I tre timer var tre snigskytters geværløb rettet mod den drabsdømte opfinder, før han blev bragt tilbage i fængslet.