Den tyndlæbede multe er blevet fast beboer i Danmark. Den sølvblanke fisk har næppe tilmeldt sig folkeregisteret, men en større flok multeyngel blev tirsdag spottet i Helsingør Havn, og dermed er der dokumentation for, at den ellers subtropiske fisk er begyndt at yngle her i landet.
Det siger naturvejleder og chefdyrepasser i Øresundsakvariet, Kristian Vedel, til TV 2 Lorry.
Og han så med egne øjne multestimen i Helsingør Havn.
- Jeg havde været nede sammen med nogle af mine elever og trække vod ved stranden. Vi opdagede så en lille multe i nettet, men den var død. Senere skulle to af mine elever ned på havnen, og de kom så tilbage og fortalte, at der gik en stor stime inde i havnen, fortæller Kristian Vedel.
Multejagt på havnen
Bevæbnet med fangstnet løb han og eleverne tilbage til havnen, for et par multer i Øresundsakvariet stod alligevel på ønskesedlen.
- Men de er hurtige og smuttede hele tiden over eller under nettet, så vi fik kun en enkelt. Det er en tyndlæbet multe, fortæller han.
Multer findes både i en tyk- og i en tyndlæbet version. Den op til 90 centimeter lange fiskearter er subtropiske, men har ofte besøgt Danmark i sommermånederne. Nu siger Kristian Vedel, at stimen i Helsingør er bevis på, at multerne har ynglet her.
- Den vi fik i nettet, er 11,5 centimeter. Det er yngel, som er klækket her i Danmark denne sommer. Og det er den højere gennemsnitstemperatur, og det at vores vintre er milde eller ikke-eksisterende, der gør, at de kan blive her - og at de yngler, siger han.
Klimaforandringer fører til yngel
Kristian Vedel siger videre, at mange tror, at klimaforandringerne vil betyde, at vi kommer til at se helt nye arter her.
- Men sådan er det ikke. Det, vi i stedet kommer til at opleve er, at arter, der kun er på besøg, pludselig slår sig ned - og yngler.