Giftig fisk huserer ved strande langs nordkysten, siger fiskeeksperter

Den giftige fisk fjæsing er mange steder ved strandene langs Øresund, siger eksperterne.

Der er masser af fjæsinger langs nordkystens strande i år.

Sådan lyder beskeden fra både Jens Peder Jeppesen, der er akvariechef på Øresundsakvariet og Henrik Carl, der er fiskespecialist hos Statens Naturhistoriske Museum.

Senest er den giftige fjæsing blevet set på strandområdet Trekanten i Hundested tirsdag.

Her var Jeppe Liisberg ude at bade, da det, han mener er en fjæsing, svømmede helt tæt på.

quote De er så aggressive. De gør, hvad de kan, for at stikke en. De ved godt, at de er giftige og stritter med pigge og slår til alle sider. 

Henrik Carl, fiskespecialist

- Jeg var ude at bade, da to kvinder lidt længere ude pludselig begyndte at snakke højt om en fisk. Et øjeblik efter var der en fisk helt tæt på mig. Så tæt, at jeg næsten kunne røre den, siger Jeppe Liisberg til TV 2 Lorry.

Et øjeblik efter begravede fisken sig, og han var ikke i tvivl om, at det var en fjæsing.

- Det var hvert fald alle de ting, som man siger, en fjæsing gør, som den gjorde, fortæller han.

Her ses en sammenligning mellem lille fjæsing og fjæsing.
Her ses en sammenligning mellem lille fjæsing og fjæsing.
Foto: Henrik Carl, Statens Naturhistoriske Museum

Ekspert: Der er masser af fjæsinger langs nordkysten

Ifølge Jens Peder Jeppesen, der er akvariechef på Øresundsakvariet er der stor sandsynlighed for, at Jeppe ganske rigtigt har set en fjæsing.

- Der er masser af fjæsinger langs nordkysten, siger Jens Peder Jeppesen.

quote Der er masser af fjæsinger langs nordkysten

Jens Peder Jeppesen, akvariechef Øresundsakvariet

Han bakkes op af Henrik Carl, der er fiskespecialist og manden bag Fiskeatlas, der hører under Statens Naturhistoriske Museum.

Også han beretter om mange fjæsinger i år – og mange af dem stikker, lyder det.

- Der er en del af dem, jeg har snakket med i år, som har stukket sig på den. De opdager det simpelthen ikke, før det er for sent. Der er flere, som jeg har talt med på det sidste, har fået en ambulance ud, når de er blevet stukket. Man hæver simpelthen op, og det gør rigtig, rigtig ondt.

Fakta om fjæsing

Fjæsing er en saltvandsfisk, der lever på 2-15 meters dybde.

 

Det er især lille fjæsing (ca. 15 cm lang), der dukker op, hvor der er badende - nu muligvis også langs danske kyster.

 

Den ligger i dagtiden gravet lidt ned i sand, så kun øjne og rygfinner er fremme. Almindelig fjæsing er 40 cm lang og lever helst på dybere vand.

 

Der er dracotoxin (dragegift) i de forreste to giftpigge mellem hovedet og rygfinnen samt i giftpigge på gællelåget. Stik fra en død fjæsing kan også være giftige.

 

Symptomer

  • Der er stærke smerter ofte lokaliseret til hele den arm eller ben, der er blevet stukket.
  • Smerterne tager til over ca. ½ time.
  • Der kan være svimmelhed og hovedpine.
  • Der kommer hævelse og misfarvning omkring stikket. Stikket er sjældent farligt for voksne

Kilde: Sundhed.dk

Fanges ofte af uvidende lystfiskere

- Men det sker altså oftest i lystfisk-situationer, hvor fjæsingen bliver fanget, og fiskeren ikke ved, hvad det er, han har fanget. De er så aggressive. De gør, hvad de kan, for at stikke en. De ved godt, at de er giftige og stritter med pigge og slår til alle sider, siger Henrik Carl til TV 2 Lorry.

Hvis lystfiskerne til gengæld får den fjæsing på krogen, er der ingen grund til at smide den tilbage i havet. Fjæsing er nemlig en glimrende spisefisk, som endda betragtes som en delikatesse af mange.

Fjæsingens lillebror – lille fjæsing – er mere giftig end sin storebror, men samtidig også noget mere sjælden i de danske farvande.

Det skyldes vandtemperaturen, som skal være tilpas høj, for at lille fjæsing har lyst til at være der.

De generelle stigninger i havtemperaturen gør dog, at vi skal forvente at se flere lille fjæsing i danske farvande i fremtiden.

Det skal du gøre, hvis du bliver stukket af en fjæsing eller lille fjæsing

Førstehjælp ved ​fjæsingstik: 

  • Anbring stikstedet i 40-45 grader varmt vand i 30-60 min. Afprøv temperaturen med en rask hånd. Det varme vand lindrer smerten.
  • Fjern eventuelle rester af piggen, og vask med vand og sæbe.
  • Supplerende behandling med smertestillende medicin kan være nødvendig.  Smerterne kan blive ved i op til 24 timer og hævelsen kan vare ved i flere måneder.
  • Søg læge eller ring til Giftlinjen på 82121212, hvis symptomerne fortsætter eller er meget udtalte - eller hvis der opstår tegn på infektion

Kilde: Giftlinjen