Fire studerende vinder pris for antiterror-vejbump

Et nyt terrorforsvarssystem sikrede torsdag fire unge mænd førstepladsen ved danmarksmesterskaberne i Entreprenørskab.

En ud af kroppen-oplevelse og fuldstændig vildt.

Sådan beskriver Mathias Smedegaard Ulmer øjeblikket, da han og tre andre medstuderende torsdag vandt DM i Entreprenørskab for et projekt, de har arbejdet på siden sidste sommer.

- Vi så et potentiale til at vinde kategorien. Men at vi faktisk skulle vinde det hele, det var virkelig en overraskelse, siger Mathias Smedegaard Ulmer, der sammen med sine medstuderende vandt 50.000 kroner og en billet til EM i Entreprenørskab.

Og selvom glæden naturligvis var kæmpestor torsdag, bygger idéen til det prisvindende projekt på en meget ulykkelig begivenhed. 

Til kamp mod lastbilsterrorisme

Sidste sommer kørte den 31-årige tuneser Mohamed Lahouaiej Bouhlel en lastbil ind på strandpromenaden i den sydfranske ny Nice og slog 85 mennesker ihjel.

Det triggede de fire maskinmesterstuderendes lyst til at finde på noget, der kunne stoppe radikaliserede i at udføre terrorisme fra rattet af en lastbil. De begyndte derfor at arbejde på ’Nice Defence’.

- Vi tænkte ’vi må gøre noget her’, siger Mathias Smedegaard Ulmer og fortæller, at det er massakren i den franske by, der har lagt navn til projektet.

Siden terrorangrebet i Nice har flere europæiske storbyer været udsat for samme slags angreb, og bekymringen er derfor større end nogensinde før.

- Vores produkt kan gøre en forskel for alle mennesker. Vi vil løse et samfundsmæssigt problem, der er kommet. Det er det, der brænder i os, siger Mathias Smedegaard Ulmer. 

Pigge og net om hjulene

’Nice Defence’ er et intelligent gummivejbump, som indeholder en elektrisk mekanisme, der kan kende forskel på mennesker og køretøjer.

Hvis et køretøj kører over bumpet vil det skyde pigge ind i hjulene og spænde et net rundt om dem, så køretøjet standser.

Bumpet, der stadig er i testfasen, skal være transportabelt og kommer til at rette sig mod events som karneval i Aalborg, Distortion i København og Roskilde Festival. 

Vejbumpet spænder blandt andet net rundt om køretøjets hjul.
Vejbumpet spænder blandt andet net rundt om køretøjets hjul.
Foto: Nice Defence

- Vi vil skabe tryghed for festivalgængerne, siger Mathias Smedegaard Ulmer.

Han og de tre andre medstuderende regner med at kunne sælge ’Nice Defence’ til sommer næste år, hvis alt går efter planen.

Alternativ til betonklodser

Det prisvindende projekt skal være alternativ til de mange betonklodser, der efterhånden er dukket op i bybilledet i mange storbyer. 

Sikkerhedsbranchen har tidligere været ude og pege på, at betonklodserne ikke er nok til at stoppe en lastbil.

- Man kan være heldig, at lastbilen bliver beskadiget, så den ikke kan køre så langt, men den ryger jo igennem betonklodserne som en varm kniv i smør, sagde direktør i Sikkerhedsbranchen Kasper Skov-Mikkelsen, da politiet i december satte betonklodser op foran blandt andet Tivoli og på Strøget i København.

Såkaldte ”bollards”, som er tykke stolper, er blevet foreslået som et effektivt alternativ til lastbilerne, men monteringen af dem er både dyrere og mere krævende, end det er at sætte betonklodser op. 

Knap så krævende er monteringen af det transportable ’Nice Defence’, men projektmagerne bag regner med, at omkostningerne til produktionen af et vejbump med en størrelse på 10 meter kan løbe op i 100.000 kroner.

Europæisk mesterskab i kikkerten

Ikke desto mindre er førstepladsen ved danmarksmesterskaberne så stort et skulderklap, at de fire maskinmesterstuderende fra den fynske uddannelsesinstitution SIMAC vil bruge de 50.000 vundne kroner til at arbejde videre på projektet.

De skal i slutningen af juni deltage i Det Europæiske Mesterskab i Entreprenørskab i Helsinki i Finland, og Mathias Smedegaard Ulmer spår antiterror-vejbumpet gode chancer.

- Vi ser os have nogle okay gode chancer, fordi vi har et meget internationalt produkt. Hvis vi møder nogle dommere fra lande, der har været meget ramt af terror, vil det måske også gå rent ind der, slutter han. 

Mathias Smedegaard Ulmer, Mads Woetmann, Christian Hvam Madsen og Bonnik Hvid vandt både kategorien Social Entrepreneurship og den samlede titel som Danmarksmester.
Mathias Smedegaard Ulmer, Mads Woetmann, Christian Hvam Madsen og Bonnik Hvid vandt både kategorien Social Entrepreneurship og den samlede titel som Danmarksmester.
Foto: Privatfoto