Synes du, at det er en god idé at sætte flere betonklodser og -søjler op i København?
Sådan lød spørgsmålet vi i går stillede vores Facebookbrugere. De kunne stemme ja eller nej, og i skrivende stund har 557 stemt.
410 stemte ja til, at der skal terrorsikres med flere betonklodser og -søjler, mens 147 stemte nej.
Men flere har faktisk også forslag til, hvordan vi kan gøre. Et forslag fra Lena Baden lyder:
- Nogle solide kunstværker og statuer kunne også gøre det. Og masser af træer. Vi vil jo gøre CPH grøn.
Mens Henriette Elmøe mener, at al trafik skal væk i Indre By og også kommer med et forslag om, at terrorsikringen skal falde bedre ind i bybilledet.
- Udskriv en arkitektkonkurrence og få lavet noget, der smelter sammen med bybilledet, så man ikke skal mindes om terror, hver gang man ser de uklædelige klodser..., skriver Henriette Elmøe
Det med en kreativ måde at tænke terrorsikring, er der flere, der er inde på.
- Betonklodser hjælper, men er ikke fleksible. Alle muligheder for at køre ind på fodgængerstrøg bør sikres med pullerter, som kan fjernstyres, således at legal trafik kan gennemføres, men anden kørsel er udelukket. Pullerterner er stålsøjler, der kan sænkes ned under gadeniveau og hæves igen, skriver Sven Vaa blandt andet.
En af vores brugere, der er lastbilchauffør mener ikke, at de betonblokke, der i dag er stillet op ved Nørreport sikrer mod, at lastbiler kan køre ind.
Hvis du har forslag til, om eller hvordan København skal sikres, så deltag i debatten på vores Facebookside.