Selvom Københavns Politi har stoppet efterforskningen i den overraskende sag om mulige mafiaforbindelser i forbindelse med metrobyggeriet i København, så er det langt fra sikkert, at det sidste punktum er sat.
Det er et utrolig tyndt grundlag, som 3F har baseret de meget grove anklager på. Når man fremsætter så alvorlige beskyldninger, bør man have beviserne klar
Hovedentreprenøren på den kommende metro-cityring, Copenhagen Metro Team, overvejer nemlig nu at stævne fagforbundet 3F for injurier og æreskrænkelser i forlængelse af sagen.
De er stærkt utilfredse med omtalen af 3F's alvorlige mafiabeskyldninger mod en række italienske underleverandører.
- Det er et utrolig tyndt grundlag, som 3F har baseret de meget grove anklager på. Når man fremsætter så alvorlige beskyldninger, bør man have beviserne klar, siger personalechef hos CMT, Sigurd Nissen-Petersen, og fortsætter:
- Vi har hele tiden afventet politiets undersøgelser, og nu viser det sig så, at der ikke er skyggen af bevis for det, der fremgår af anmeldelsen. Derfor overvejer vi kraftigt, om vi af principielle årsager skal gå rettens vej og sagsøge 3F.
3F: Fuldstændig sindssygt af CMT
Reaktionen kommer efter, at både Københavns og Østjyllands Politi netop har meddelt, at de har indstillet efterforskningen af mulige mafiaforbindelser til metrobyggeriet i København og til byggeriet af letbanen i Aarhus.
Efterforskningen startede, da de to politikredse den 21. september sidste år modtog to anmeldelser, hvor det blandt andet fremgik, at "flere virksomheder på metrobyggeriet i København er en central del af en større international narkoring - styret fra Calabrien i Syditalien".
Politianmeldelserne var underskrevet Palle Bisgaard, der er forhandlingssekretær i byggegruppen hos Fagforbundet 3F.
Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at metroselskabet har tænkt sig at sagsøge os for at videregive oplysninger. Alternativet ville jo være vanvittigt.
Flere af hinanden uafhængige kilder havde nemlig ifølge 3F oplyst, at der var "mafialignende forhold" på metroen og andre steder, og at der foregik noget, der "ligner hvidvask" samt "distribution af narkotika".
- Det kunne vi ikke sidde overhørig, og derfor gik vi til politiet, siger Palle Bisgaard til TV 2.
Han er fuldstændig uforstående over for, at CMT nu overvejer at sende en stævning 3F's vej:
- Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at metroselskabet har tænkt sig at sagsøge os for at videregive oplysninger. Alternativet ville jo være vanvittigt. Det ville være, at uanset, hvad vi hører, så skal vi undlade at give oplysningerne videre til politiet, fordi der altid vil være en risiko for, at de ikke kan løfte bevisbyrden, siger han og fortsætter:
- Det forekommer mig fuldstændig sindssygt, hvis CMT mener, at vi skulle have tiet.
Ingen nye vidner har henvendt sig
Allerede i oktober fortalte Københavns Politi, at de var på bar bund i efterforskningen. Blandt andet fordi de fire anonyme vidner, der havde betroet sig til 3F, ikke ønskede at tale med politiet.
Ifølge 3F var det, fordi de var bange for repressalierne. Palle Bisgaard siger dog til TV 2, at én af kilderne senere har talt med politiet. Den oplysning vil Københavns Politi dog hverken be- eller afkræfte.
Fagforbundet håbede, at der ville være flere arbejdere, der henvendte sig, når sagen kom frem i lyset, men det er ikke sket, erkender Palle Bisgaard:
- Jeg tror måske, at det har virket modsat. Det er i hvert fald vores indtryk, at det er blevet endnu sværere at få folk i tale nu.
3F's Palle Bisgaard mener ikke, at han er gået over stregen, da han udtalte sig om politianmeldelsen til medierne, selvom der ikke var nogen rygende pistol:
- Jeg mener i allerhøjeste grad, at det har interesse for almenheden at høre det her, siger han.
Copenhagen Metro Team oplyser til TV 2, at de forventer at træffe en beslutning inden for de næste 14 dage.