På det tidspunkt, hvor Vivi Nielsen blev dræbt på Lindegården, vurderede de ansatte, at der var 12-15 beboere, som var så farlige, at de slet ikke burde være på bostedet.
De skulle have været på en psykiatrisk afdeling. Det skriver Fagbladet FOA.
Læs også: Så mange farlige patienter er der på bostederne
Ifølge Torsten Bjørn Jacobsen, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, er overfaldene et udtryk for et voksende problem på alle de kommunale bosteder:
- Det tragiske er, at vi har en lille, hård kerne på 5-10 procent med komplekse problemer. Det er typisk både misbrug af euforiserende stoffer og kriminel adfærd. Disse beboere er også syge og har også behov for et sted at bo, men det ødelægger det for alle de andre. Og det, der er vigtigt at sige, er, at den type beboere var der ikke i samme udstrækning før. Så gruppen er i vækst, siger formanden til Fagbladet FOA.
- Så har vi også en anden gruppe, som er nogle af de allersvageste i det her samfund, der lever under kummerlige forhold, fordi de stærke beboere gør dem utrygge, siger han.
Presset Psykiatri
Størstedelen af de farlige beboere på Lindegården er nu blevet indlagt eller anbragt på psykiatriske hospitaler og særlige bosteder.
Men det tyder på, at de snart kan vende tilbage, for antallet af sengepladser er reduceret i psykiatrien, på trods af at antallet af psykisk syge stiger. Derfor udskrives patienterne tidligere.
- Sådan som de ambulante tilbud og bostederne fungerer i dag, mangler vi 15-20 procent sengepladser til at tage de aller dårligste, behandlingsdømte, kronisk sindssyge patienter, siger Torsten Bjørn Jacobsen.
Læs også: Sygeplejerske fortæller om prikkerunde blandt psykisk syge
Udviklingen betyder også at flere psykisk syge udskrives tidligere til kommunerne. Her er risikoen for svigt også blevet større, fordi kommunerne har ikke rustet op i takt med, at opgaven er vokset, det fortæller SINDS's formand Knud Kristensen:
- Det, der er problemet på botilbuddene, er, at der er for få hænder i forhold til den kompleksitet, som beboerne har. De er blevet færre ansatte, og de har fået flere dårligere beboere. På den måde går det jo den forkerte vej, siger han til Fagbladet FOA.