Halvanden meter bred, lige knap 46 meter lang og med en trappe for enden.
Sådan kommer den spritnye badebro ved Revlen i Køge Nord til at se ud. Den indvies søndag den 16. august.
Det er den frivillige kulturforening "Kulturfuglen - Sammen om Køge Nord", der har taget initiativet til at samle penge ind til den nye badebro, og det er gået langt hurtigere end forventet.
Indsamlingen startede i slutningen af maj, og den skulle egentlig have varet frem til den 31. december i år, men allerede efter et døgn, var der blevet indsamlet 10 procent af målet på de 250.000 kroner. I løbet af lidt over to måneder var hele beløbet indsamlet.
Det gik vildt hurtigt. Vi havde slet ikke forventet, at det ville blive en realitet i år.
- Det gik vildt hurtigt. Vi havde slet ikke forventet, at det ville blive en realitet i år, siger Bob Bohlbro, formand for foreningen Kulturfuglen til TV 2 Lorry.
Lokale står sammen
- Der er virkelig en stor efterspørgsel på at være sammen omkring mange af de ting, som vi laver herude. Vi har jo nærmest ikke haft projekter, der ikke har været opbakning til, siger Bob Bohlbro.
Det er lokale borgere, vennegrupper, villaveje, foreninger og virksomheder, der har doneret pengene. Man har selv kunnet bestemme beløbet, men hvis man som gruppe har doneret 2000 kroner, får man sat sit gruppenavn på et skilt, som bliver sat på den nye badebro.
De 85 skilte skal symbolisere fællesskabet i området.
- De 85 skilte skal symbolisere fællesskabet i området. Formålet med foreningen er at skabe fællesskaber i Køge Nord. Nu får vi en bro med masser af små fællesskaber, som har doneret, og det skaber så et nyt fællesskab omkring badebroen, siger Bob Bohlbro.
Foreningen har eksisteret i 2,5 år og har 70 frivillige, som er med til at sætte gang i mange forskellige aktiviteter i lokalområdet. Lige fra foreningens begyndelse har der været snak om at få en ny badebro, og i den kommende weekend - til indvielsen - er det også en af de frivillige, som får lov at klippe snoren.
Der er stadig folk, som henvender sig, der gerne vil donere. Hvis der er penge tilovers, skal de gå til vedligehold, en ekstra trappe midt på broen og flere arrangementer.
Til selve indvielsen søndag den 16. augst klokken 14.00, må der kun være 100 gæster på grund af forsamlingsforbuddet, men efterfølgende klokken cirka 14.35 er badebroen åben for alle borgere.
Broen bliver sat op lørdag formiddag den 15. august 2020, og hvis du vil hjælpe til med at flytte materialerne ned til stranden, så kan du komme ned til revlen. Alle hjælpere får en is.