Her er planerne: Københavnske bydele skal have letbane

En ny letbane mellem Nørrebro og Gladsaxe er på tegnebrættet - den skal koble udsatte byområder sammen med resten af København.

Seks millioner passagerer rejser årligt med 5C på strækningen mellem Nørrebro Station og Husum Torv i København. Og nye beregninger viser, at der i fremtiden er potentiale for hele 50 procent flere passagerer.

Nu kan der dog være en konkurrent på vej til Danmarks travleste buslinje.

På baggrund af en ny rapport er Københavns Kommune nemlig klar til at tage næste skridt for at gøre en letbane til virkelighed, fremgår det af en pressemeddelelse:

- Allerede i dag er busserne på strækningen proppede, og de kan have svært ved at komme frem særligt i myldretiden på grund af den massive biltrafik. Det har negative konsekvenser for samfundet og for den enkelte københavner, siger Ninna Hedeager Olsen, Enhedslisten, der er Københavns teknik og miljøborgmester.

- Den nye rapport slår fast, at kun letbanen kan løse fremtidens kapacitetsproblemer i den kollektive trafik effektivt her, og det er på tide, at vi tager næste skridt og går i gang med at løse de her problemer, siger Ninna Hedeager Olsen.

Eksempel på letbanens rampeanlæg fra Tingbjerg under Vestvolden.
Eksempel på letbanens rampeanlæg fra Tingbjerg under Vestvolden.
Foto: Rapport fra Københavns Kommune, Gladsaxe Kommune og Region Hovedstaden

Flere skal bo tæt på en station 

Letbanen skal trille på en 8,7 kilometer lang rute fra Gladsaxe over Tingbjerg, Husum og Brønshøj til Nørrebro.

Det vil betyde at 73.000 indbyggere, som i dag ikke bor stationsnært, får et letbanestop inden for 600 meter. Det gælder for eksempel Tingbjerg og Husum Nord.

- København står midt i en rivende udvikling, og det er afgørende, at vores udsatte byområder ikke bliver koblet af, men i stedet også får del i den skinnebårne højklassede trafik. Med en letbane gennem Tingbjerg og Husum Nord til Gladsaxe og Nørrebro får vi skabt bedre mobilitet for alle grupper og gjort det endnu mere attraktivt at bosætte sig eller investere i området, siger Ninna Hedeager Olsen.

 
 
Foto: Københavns Kommune

- Vi har sørget for metro til Sydhavnen – nu er det tid til, at vi for alvor får koblet Tingbjerg og de andre isolerede områder ordentligt sammen med resten af København, siger hun.

Hun forventer politisk opbakning både kommunalt og nationalt:

- Der er absolut ingen grund til at rive velfungerende, billige almene boliger ned, som regeringen ønsker det, hvis vi med infrastruktur kan skabe den forandring, der faktisk skal til – nemlig at gøre området mere attraktivt i forhold til god offentlig transport og et fysisk løfte til området. Det må give mening både i Borgerrepræsentationen og i Folketinget, slutter hun. 

Næste skridt mod en letbane vil være dialog mellem Transport-, Bygnings, og Boligministeriet, Gladsaxe Kommune og eventuelt Region Hovedstaden om igangsætning og finansiering af en dybdegående undersøgelse. 

Fakta 

  • Det vil tage 12 minutter at køre fra Nørrebro Station til Husum Torv.
  • Det vil tage 24 minutter at køre fra Nørrebro Station til Gladsaxe Trafikplads.

  • Der forventes op mod 48.000 rejsende om dagen.

  • Letbanen vil koste cirka tre milliarder kroner.

Kilde: Teknik- og miljøforvaltningen, Københavns Kommune