Borgmesteren i Ishøj har i dag været i audiens hos dronningen. Her blev han tildelt det ærefulde ridderkors af Dannebrogsordenen. En orden, som bl.a. tildeles politikere for tro tjeneste.
- Jeg betragter det som en stor ære. Der var vel 50 mennesker, og jeg var heldigvis en af de første, siger borgmester i Ishøj, Ole Bjørstorp (A), til TV 2 Lorry.
Og selvom han ikke direkte havde forberedt sig til mødet med Dronningen, så var der nerver at spore.
- Man er jo spændt. Men det er bare fint tøj på og så afsted, siger Ole Bjørstorp til TV 2 Lorry.
Det er bestemt ikke hver dag, at nogen i Ishøj modtager en orden af dronningen. Ole Bjørstorp er endda, så vidt han er orienteret, den første civile Ishøj-borger, som modtager ridderkorset.
- Det var en stor oplevelse. Dronningen spurgte ind til Ishøj, og hvordan det er at være borgmester her. Jeg synes, det var en god dialog, siger han til TV 2 Lorry.
En længere række formalia
Ole Bjørstorp har siddet i Ishøj Byråd siden 1982 og har været borgmester i kommunen siden 2001. Selv fik han nyheden om, at han var indstillet til en ridderorden for få måneder siden.
Derefter har borgmesteren gennemgået en længere række formalia for at blive godkendt til modtagelsen af sit ridderkors.
- Jeg blev først ringet op af hoffet, som spurgte, om jeg ville modtage ordenen. Dernæst sendte de en masse papirer, som jeg skulle læse og underskrive. Og til sidst fik jeg foretaget et grundigt baggrundstjek af bl.a. efterretningsvæsenet, som skulle sikre sig, at jeg var egnet til at modtage ordenen. Den proces har vel taget omkring to måneder, siger Ole Bjørstorp i en pressemeddelse.
DANNEBROGORDENEN
Ordenen uddeles typisk til officerer, diplomater, embedsmænd og politikere for tro tjeneste.