Ishøjs borgmester, Ole Bjørnstorp, Soc. Dem., er netop blevet tildelt det ærefulde ridderkors af Dannebrogordenen. Det skriver Ishøj Kommune i en pressemeddelelse.
- Det er naturligvis en stor, stor ære at modtage denne orden. Man kan mene meget om ordener, men jeg betragter den som et stort skulderklap," siger Ole Bjørstorp i pressemeddelelsen.
Borgmesteren fik nyheden om, at han var indstillet til en ridderorden for få måneder siden, hvor hoffet ringede og spurgte, om han ville modtage ordenen.
- Når jeg sidder i en stille stund og filosoferer lidt over det hele, så når jeg frem til, at denne orden er et cadeau for den indsats, som jeg har ydet over en længere periode. Og det ser jeg ingen grund til at sige nej til. Så jeg er meget glad og beæret lige nu, siger borgmesteren, som naturligvis også er glad for, at hoffet har sendt en orden til netop Ishøj.
Siden har Ole Bjørstorp skullet gennemgå en række formalia for at blive godkendt til at kunne modtage sit ridderkors - blandt andet er han blevet grundigt tjekket af efterretningsvæsenet for at sikre, at han var egnet til modtagelsen.
Skal møde dronningen
Den 11. september skal borgmesteren i audiens hos dronningen for at takke for det store skulderklap.
- Det er jo ikke hver dag, at nogen i Ishøj modtager en orden af dronningen. Så vidt jeg er orienteret, bliver jeg den første civile Ishøj-borger, som modtager ridderkorset, siger borgmesteren.
Ifølge pressemeddelelsen vil Ole Bjørstorp bære sin nye orden for første gang i en officiel sammenhæng ved den nationale Flagdag den 5. september. Her vil borgmesteren deltage i et arrangement til ære for Ishøj Kommunes veteraner, som har deltaget i internationale fredsstøttende og humanitære missioner.
Dannebrogordenen
Ordenen uddeles typisk til officerer, diplomater, embedsmænd og politikere for tro tjeneste.