Nyt strandtæppe skal beskytte kyst mod oversvømmelser

Der er givet foreløbig tilladelse til at bygge et såkaldt strandtæppe i Strandparken ved Køge Bugt.

Høje temperaturer, uv-indeks og solskinspositioner lokker flere på stranden lige nu.

Det oplever de hos Strandparken ved Køge Bugt, hvor der også grundet corona-pandemiens nedlukning af landet har været rigtig mange gæster i år. 

Det fortæller Rune Byrnak-Storm, der er forstkandidat og naturfaglig medarbejder i Strandparken.

Strandparkens visualisering af strandtæppet.
Strandparkens visualisering af strandtæppet.
Foto: Strandparken I/S

Men de mange besøgende slider på det dige, der fungerer som kystsikring og beskytter området mod oversvømmelser fra Køge Bugt i et lille område i Brøndby Strand.

- Så kommer der et hul og digets funktion reduceres. Derfor kan diget ikke opfylde den kvote den skal, siger han. 

Og det skal der gøres noget ved.

Ifølge naturbeskyttelsesloven må der ikke placeres bebyggelse, campingvogne og lignende eller foretages beplantning eller ændringer i terrænet, men det har Strandparken nu fået en foreløbig dispensation fra. 

Derfor planlægger Strandparken at bygge et såkaldt strandtæppe, der har til formål at skåne diget for den belastning, den udsættes for, så diget ikke fremover bliver mast mere flad eller får huller.

Det er området mellem Maglebæk Sø og Stubbe Sø, hvor forsøget skal forgå.
Det er området mellem Maglebæk Sø og Stubbe Sø, hvor forsøget skal forgå.
Foto: Strandparken I/S

- Vi ønsker en pæn løsning, der går i ét med naturen i det omkringliggende landskab, siger Rune Byrnak-Storm.

Strandtæppet bliver opført i træ og vil være to meter bredt og 50 meter langt. 

- Lige nu er der rigtig mange mennesker på stranden, så vi ved ikke, hvornår vi kan lave den. Måske til efteråret, siger Rune Byrnak-Storm.

Her på kortet er det markeret, hvor strandtæppet skal placeres.
Her på kortet er det markeret, hvor strandtæppet skal placeres.
Foto: Strandparken I/S

Fungerer forsøget med strandtæppet vil der muligvis komme flere langs stranden, fortæller han. 

Tilladelsen til at bygge strandtæppet kan først bruges, når klagefristen udløber om fire uger, og der ikke har været indsendt klager.