22-årige Pernilles bror blev dræbt af tog: Stilhed ødelægger

22-årige Pernille fra Hillerød står i en ny bog frem og fortæller om at bearbejde en altoverskyggende sorg.

I dag er det præcis tre år siden Pernille Strøm Østers liv blev komplet forandret. Hendes tre år yngre lillebror blev dræbt af et tog.

Søskendeparret var til samme gymnasiefest. Det blev både første og sidste gymnasiefest for Pernilles bror Jonas.

Da Pernille Strøm Øster kom hjem om natten holdt politiet foran hoveddøren. Pernille tænkte, at Jonas måske bare var kommet til at smadre et vindue eller lignende. 

- Jeg ved godt, det var naivt tænkt. Jeg ved jo godt, at politiet ikke ringer på hos forældrene, når en 16-årig har gjort sådan noget, siger Pernille Strøm Øster til TV 2 Lorry.  

Men dengang havde den 19-årige kvinde ikke i sit værste mareridt forestillet sig, at hendes bror var død i en ulykke. 

- Tid og sted forsvinder fuldstændig. Jeg kunne slet ikke rumme det. Jeg gik i stykker, og jeg kunne se, min far gik i stykker, fortæller Pernille Strøm Øster. 

Hendes tre år yngre bror krydsede skinnerne, og mens han undveg det ene tog, kom et andet kørende fra den modsatte retning og dræbte ham på stedet.

Bog om sorg

Bogen 'Tankestrøm og -streger' udkommer onsdag. Både tekst og illustrationer er af den unge debutant Pernille Strøm Øster.

Tænkte der var håb

Pernille Strøm Øster havde svært ved at fatte, hvad politiet netop havde fortalt hende og familien, og hun blev ved med at tænke, at der var håb. Indtil hun så ham død. 

- Jeg kan huske, at jeg flere gange tænkte, at det ikke var ham. Jeg tænkte, at det ikke kunne være rigtigt. Det sker kun i film - ikke for en selv, siger Pernille Strøm Øster, og forklarer, at hun derfor ikke havde lyst til at se ham på hospitalet.

For så ville håbet forsvinde. 

Før og efter

Fra den nat blev Pernille Strøm Østers liv forandret radikalt. 

- Der er en Pernille før den dag. Og en anden Pernille efter den dag.  Jeg blev en helt anden, siger Pernille og uddyber: 

- Jeg føler mig pludselig som 80 år indeni. Jeg har svært ved at følge med, og har helt andre behov. 

Tidligere var Pernille Strøm Øster meget social. Hun elskede at gå i byen med vennerne og elskede i det hele taget at have mange mennesker omkring sig.

I dag vil hun hellere være hjemme med sin familie og synes ofte, det er uoverskueligt at være sammen med mange mennesker. 

Bearbejder sorgen med bog

I begyndelsen havde Pernille Strøm Øster svært ved at bearbejde tabet af sin lillebrror. Hun følte, at det var en pligt at gå på kirkegården, og havde svært ved at være i det. 

- Det var som om, at noget var rigtigt og forkert. At man skulle tage på kirkegården, for det er jo sådan noget man gør. 

Pernille Strøm Øster havde lyst til at pakke sorgen væk, men fandt ud af, at lige meget hvor meget hun gerne ville, kunne den ikke bare forsvinde. 

- I stedet begyndte jeg at give mig selv lov til at være i det. Og bearbejde det på min egen måde. 

Hun føler, at hun har fundet en lille smule mening i det meningsløse ved at udgive en bog om sorgen. 

- Det er et produkt af alt det savn og den kærlighed, jeg ikke kan give til Jonas. Og det kan være med til at bryde tabuet om sorg. 

Stilhed ødelægger folk

Pernille Strøm Østers nærmeste venner og familie var gode til at tale om sorgen, men ifølge Pernille, er sorgen stadig et stort tabu, som mange slet ikke tør spørge ind til. 

- Stilhed ødeægger folk. Så selvom folk er bange for at sige noget forkert, skal de sige noget, fastslår Pernille Strøm Øster. 

Hun håber at hendes bog, der udkommer i dag, kan være med til at bryde tabuet.