Oplev Gilleleje: Autentisk havnestemning med masser af liv

Kuttere, garn og friskfanget fisk. Gilleleje Havn emmer af autentisk stemning. Her følger en række anbefalinger til, hvad du kan opleve i området omkring havnen.

Lyden af fiskekuttere og duften af beg og tjære er ikke til at komme udenom, når du befinder dig på Gilleleje Havn. Sjællands største fiskerihavn er fuld af liv og autentisk stemning, og det er bestemt en oplevelse værd.

Nationalmuseets sejlskib, Bonavista, og TV 2 Lorry ligger nu til kaj i Gilleleje Havn.

Her er en række anbefalinger til, hvad du kan opleve i det skønne område.

Den autentiske havn

Synet af friskfanget skaldyr, hummere og fisk, der bliver losset, er en af de mange oplevelser, som Gilleje Havn byder på.

Havnen er kendt for sin autentiske stemning, hvor fiskernes redskaber ligger fremme til frit skue, og hvor der bliver arbejdet på livet løs, når bådene kommer på land for at blive tætnet og malet.

TV 2 Lorrys sommertogt med Bonavista

Nationalmuseet og TV 2 Lorry vil i løbet af sommeren tage dig med rundt til 18 af Lorrylands havne og ankerpladser med det gamle fragtskib, Bonavista.

 

Bonavista er en prægtig tomastet skonnert, der blev bygget tilbage i 1914 til fragtsejllads. Oprindeligt blev det knap 40 meter lange skib brugt til at transportere klipfisk over Atlanterhavet.

Det gamle fragtskib har også været charter- og oplevelsesskib i mange år, men i de seneste 20 år har det ligget i Marstal, hvor det er blevet renoveret fra ende til anden.

Der er rig mulighed for at smage på de friske fangster, da havnen rummer hele ni spisesteder, og når du har fået stillet sulten, kan du bruge resten af dagen på havnens naturlegeplads eller strandene ved siden af havnen.

Fyrene i Gilleleje

Hvad er henholdsvis seks og 21 meter højt og står i et naturskønt område i Gilleleje? Svaret er Nakkehoved Østre Fyr og Nakkehoved Vestre Fyr.

Nyd den skønne udsigt og den flotte natur ved Gillelejes fyrtårne.

De to fyr er til for at kunne kende forskel på Kullens kyst i Sverige og Gillelejes kyst. Fyrene, der er placeret i romantiske omgivelser, bruges dog også til andet.

Nakkehoved Østre Fyr bliver brugt til bryllupper, og Nakkehoved Vestre Fyr huser et museum, der fortæller historierne om fyrtårnene, men også om de mennesker, der gennem tiden er kommet forbi.

Fyrhistorisk Museum i Nakkehoved Vestre Fyr har i løbet af sommeren åbent fra tirsdag til søndag i tidsrummet fra 11.00 til 16.00.

I Gilleleje kan du også opleve "Oktober '43", Søborg Slotsruin og Rudolph Tegners Museum.

Byvandring om ”Oktober '43”

Tag med på byvandring fra Gilleleje Kirke og hør fortællingen om ”Oktober '43”. Her bliver historien om danske jøders flugt til Sverige fortalt – en historie, der fortæller om Gillelejes betydningsfulde rolle i indsatsen for at rede jøder til Sverige.

I løbet af sommeren er der byvandring fra kirken hver torsdag, og det koster 100 kroner.

Gilleleje er verdenskendt for sin indsats for at redde jøder til Sverige.
Gilleleje er verdenskendt for sin indsats for at redde jøder til Sverige.
Foto: TV 2 Lorry

Cykeltur til Søborg Slotsruin

Hvis du er frisk på en sommercykeltur ud af Gilleleje by, kan du hoppe op på jernhesten, følge cykelrute 33 og træde i pedalerne i godt fire kilometer mod syd. Herefter kommer du til Søborg Slotsruin, der kan dateres tilbage til 1100-tallet.

Slotsruinen ligger i det område, hvor Søborg Sø skal genetableres i 2023.
Slotsruinen ligger i det område, hvor Søborg Sø skal genetableres i 2023.
Foto: TV 2 Lorry

Rudolph Tegners Museum

I et stort naturområde lidt uden for Gilleleje, der bliver kaldt Rusland, finder du det særprægede Rudolph Tegners Museum. Museet ligger hengemt bag lyngklædte bakker og Rudolph Tegners egne, iøjnefaldende bronzestatuer.

Bag museets solide indgangsdør finder du en flot samling af Rudolph Tegners statuer.

Det koster 70 kroner for voksne i entré, og det er gratis for børn under 18 år, hvis de følges med en voksen.

Oplev den magiske stemning i landskabet omkring Rudolph Tegners Museum.
Oplev den magiske stemning i landskabet omkring Rudolph Tegners Museum.
Foto: TV 2 Lorry