Greve Kommune melder mystiske hundedødsfald til politiet

Greve Kommunes Teknik-og Miljøudvalg har torsdag eftermiddag besluttet at indgive en politianmeldelse efter fem hundedødsfald i kommunen.

I slutningen af august og begyndelsen af september har fem hunde mistet livet i Greve og Ishøj under mistænksomme omstændigheder. 

De fem hunde var indtil dødsfaldene helt raske, da de pludselig døde af en akut forgiftning. De havde alle været luftet på offentlige arealer som strande og tilstødende skovområder. 

Flere af hundenes dyrlæger mistænker, at blågrønne alger er årsagen til forgiftningen. En hundeejer fik at vide, at hendes hund døde af rottegift.

Og usikkerheden om baggrunden for hundenes dødsfald har nu fået Greve Kommunes Teknik-og Miljøudvalg til at indgive en anmeldelse til politiet. 

Advarer på hjemmesiden

Det oplyser Mortan Martinsson (DF) til TV 2 Lorry. 

- Vi har undersøgt, om vi som kommune har haft eksempelvis rottekasser i området. Det lader ikke til at være tilfældet, så nu indgiver vi en politianmeldelse, så de kan efterforske, om der er en sammenhæng mellem dødsfaldende, siger Mortan Martinsson. 

Selvom der fra kommunalt hold har været stor velvilje til at få klarlagt omstændighederne omkring sagen, skal politianmeldelsen ses som et tegn på, kommunen har udtømt sine muligheder. 

- Der er ikke så  meget andet, vi kan gøre, end at advare på vores hjemmeside. Men nu kan politiet forhåbentlig komme en opklaring af sagen nærmere, siger Mortan Martinsson.

En af hundejerne har gemt en klump slim som hendes hund, kastede op inden sin død, og ifølge Mortan Martinsson kan det muligvis blive analyseret i forbindelse med politiets efterforskning.