Borgerligt budget på plads uden besparelser for første gang i borgmesters tid

Alle de borgerlige partier i Greve har indgået et budgetforlig for 2021. Forliget sikrer et budget uden besparelser, lyder det.

Rundt omkring i mange af landets kommuner er der i disse dage godt gang i budgetforhandlingerne for det kommende år - men i Greve er politikerne allerede blevet enige.

Et flertal bestående af de blå partier med borgmester Pernille Greve (V) i spidsen har netop indgået et budgetforlig for 2021 og de følgende år.

Forliget sikrer ifølge en pressemeddelelse fra Greve Kommune, at der ikke sker besparelser, selvom kommunens økonomi er udfordret af udligningsreformen samt situationen med coronavirus.

- Det er første gang i al den tid, jeg har været i politik, at vi har lavet et budget uden besparelser. Jeg er superglad for, at det borgerlige Greve står sammen, og jeg vil gerne sige tak til forligspartierne, fordi alle har villet gå på kompromis for at få et robust budget til glæde for borgerne, lyder det i pressemeddelelsen fra borgmester Pernille Beckmann (V).

Glæde hos de blå partier

Også i Dansk Folkeparti, der sammen med Konservative og Liberal Alliance står bag den nye budgetaftale, er der glæde over, at borgerne fortsat kan se frem til det samme serviceniveau i kommunen, som de har i dag.

- Vi glæder vi os over, at vi er sammen om et budget uden besparelser og samtidig sikrer, at den gode service for vores ældre fortsætter. Desuden er vi glade for, at der er sat midler af til renovering af kommunens bygninger og stier, siger Liselott Blixt (DF), der udover at sidde i byrådet i Greve også er medlem af Folketinget.

I Det Konservative Folkeparti lægger man vægt på, at regningen fra udlingningsaftalen ikke kommer til at betyde besparelser på den offentlige service, hvor der tværtimod er fundet penge til investeringer på skolerne.

Liberal Alliance glæder sig over, at det ikke bliver enkelte befolkningsgrupper, der bliver ramt af de planlagte skattestigninger, som man dog helst havde været foruden. 

Nedslagspunkter fra Greve Kommunes nye budgetaftale 2021

  • 33,5 millioner kroner afsat til at Karlslundehallen kan bygge en helt ny hal. Dermed bliver der plads til at Strandskolens elever kan få idrætsundervisning i hallerne og for eksempel afholde eksamener.
  • 50,9 millioner kroner til at renovere kommunens broer og tunneller, så bygningsværkerne kan holde mange år endnu.
  • 45,8 millioner kroner til det specialiserede voksen- og børneområde.
  • 12 millioner kroner til investering i tidlig forebyggende indsats.
  • 3 millioner kroner, så museet Mosede Fort, kan få en restaurant.
  • 2,4 millioner kroner til Holmeagerskolen, så den kan fastholde tilbuddet om fritidsklub, sfo2.
  • 585.000 kroner målrettet til materialer og lejrskoler med videre til Greve Kommunes skoler.
  • 585.000 kroner til bedre trivsel for de ældre på plejecentrene.

Kilde: Greve Kommune