20 pensionerede mænd i alderen 67-85 år mødes en gang om ugen i Gladsaxes Kulturhus, Telefonfabrikken.
Jeg mistede min kone for to år siden, men det betyder rigtig meget for mig at gå her.
Fælles for alle mændene er, at de har mistet deres koner. Men til trods for deres tunge fællesstræk, så har madklubben i Gladsaxe gjort tilværelsen væsentligt nemmere for dem.
- Det betyder rigtig meget for mig at gå her. For jeg mistede min kone for to år siden. At jeg nu kan komme her i madklubben, det er bare dejligt, siger 83-årige Louis Pilegaard.
Madklubben har eksisteret i nogle år, og den er blevet en fast del af Gladsaxes Kommunes tilbud til de mandlige borgere, når de bliver enlige.
- Her er et godt sammenhold og vi taler sammen om alting, siger Louis Pilegaard.
Mændene opdager, at de rent faktisk godt kan finde ud af at lave mad derhjemme.
Madklubben er oprettet af Hanne Ekeløf og hendes mand, som sammen frivilligt sørger for at handle ind til mændenes ugentlige madlavning.
- Den kan give mændene mange ting, men de får i hvertfald noget godt at spise en gang om ugen her i klubben. Derudover har de det meget hyggeligt i køkkenet. Og de opdager, at de rent faktisk godt kan finde ud af at lave mad derhjemme, siger Hanne Ekeløf.
For mange mænd i den pensionerede alder kan det være ekstra hårdt, hvis de mister deres kone og ikke selv har haft nogle evner i køkkenet. Men gennem madklubben skal mændene selv stå for det hele.
- I dag skal vi have krebinetter. Det er byens bedste krebinetter, siger Louis Pilegaard, som er en af de fire udvalgte til ugens madhold.
Mændene skiftes til at lave maden, og i mellemtiden nyder de andre en god kop kaffe og tager et kig på madklubbens udendørs højbede, som de fik foræret sidste år.
- Vi har både tomater, gulerødder, krydderurter og ærter. Og så har vi blomster, som vi har blukket en buket af til borddækningen i dag, siger 75-årige Jørn Rasmussen.
- Det er fantastisk at have de her højbede. Bare det, at vi kan sige, at det er noget, som vi selv har været med til at drive frem. I torsdags fik vi bl.a. ærter her fra, siger han.
Man skulle næsten tro, at jeg selv havde været med til at lave maden. Det smager rigtig godt.
Og selvom mormormaden udelukkende bliver lavet af mænd i morfædre-alderen, så smager det stadig godt.
- Det smager... Ja, man skulle næsten tro, jeg selv havde været med til at lave den. Det smager rigtig godt. Det er super godt, absolut, siger 78-årige Flemming Panzio fra madklubben, som i denne uge ikke var på madlavningsholdet.
Flemming er en af de nyeste i madklubben, og han er faldet godt til. Han vil varmt anbefale madklubben til andre, der skulle komme i den triste situation, at miste deres kone.
- Jeg må sige, at jeg har fået en fantastisk modtagelse. Og jeg synes, det er rigtig hyggeligt at være her. Så det har jeg tænkt mig at fortsætte med, siger han.