Løverne på Valby Bakke er ikke så dovne, som de ofte ser ud, når man besøger København Zoo. I hvert fald har hanløven med korte intervaller parret sig med begge hunløver i zoo.
Det kom der for nyligt fire nye løveunger ud af - og et nyt kuld er lige på trapperne. København Zoo forventer således, at de fire løveunger får nogle nye legekammerater lige omkring 1. juni.
Der bliver tale om nært beslægtede legekammerater, da de to hunløver i zoo er søstre - og timingen kunne ikke være meget bedre, lyder det fra København Zoo.
- Vi er meget glade for, at kuldene kommer så tæt på hinanden. Hvis der går for langt mellem to kuld, når ungerne fra det første kuld at blive store, og så kan de baske rundt med de nyeste i flokken, siger presse- og kommunikationsmedarbejder Jacob Munkholm Hoeck fra København Zoo.
I fredags debuterede løveungerne fra det første kuld på udeanlægget i zoo. Det kan du se billeder fra i afspilleren øverst på siden.
Det er dog ikke udenfor, de nye løveunger tilbringer det meste af deres tid. Indtil videre sover de nemlig 20-22 timer i døgnet, og det foregår indenfor.