1) Torsdag aften klokken cirka 19: Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall stævner ud fra Københavns Havn på ubåden UC3 Nautilus.
2) Torsdag omkring klokken 22.30: Ifølge Peter Madsen sætter han Kim Wall af på Refshaleøen.
3) Natten til fredag omkring klokken 01: Et fragtskib er tæt på at støde ind i ubåden et ukendt sted i Øresund.
4) Fredag formiddag klokken 10.30: Peter Madsen og ubåden Nautilus dukker op ved Drogden Fyr efter at have været eftersøgt natten over.
5) Fredag klokken 11.36: Peter Madsen bliver anholdt af Københavns Politi i Dragør Havn.
6) Mandag klokken 10.00 - 10 dage efter hændelsen: Politiet offentliggør Peter Madsens nye forklaring. Han siger, Kim Wall er død i en ulykke og er "begravet til søs".
Eftersøgningen
Omkring klokken 02.30 natten til fredag kontakter kæresten til den svenske journalist Kim Wall Forsvarets søredningstjeneste, JRCC, da hun ikke er vendt tilbage fra en prøvesejlads med Peter Madsen på ubåden.
Efter Lyngby Radio forgæves har prøvet at komme i kontakt med ubåden, kontakter JRCC politiet og fortæller, at der er sket en mulig søulykke.
Klokken 07.11 udsender Lyngby Radio en alarm til skibsfarten i Øresund og den østlige Østersø om, at man skal holde udkig efter den savnede ubåd.
Klokken 10.14 får JRCC besked fra skibe og både i området syd for Drogden Fyr om, at ubåden befinder sig i Køge Bugt, og et kvarter senere har man radiokontakt med Nautilus.
Ubåden sætter kurs mod havn, men begynder pludselig at synke.
En god ven til Peter Madsen, som også selv har været med til at bygge ubåden, fortæller, at han havde aftalt en tur til Bornholm med sin ven fredag. Men Peter Madsen aflyste turen torsdag omkring klokken 19.30.
To personer forklarer efterfølgende uafhængigt af hinanden, og ved at vise levende billeder, at ubåden med Peter Madsen og Kim Wall er set fredag omkring klokken 20.00 ved Middelgrundsfortet.
Peter Madsens forklaring
Efter redningsaktionen i Køge Bugt forklarede Peter Madsen, at han satte Kim Wall af på Refshaleøen klokken 22.30 fredag aften. Dermed fastholdt han fra starten, at den svenske journalist var i live, da han sidst så hende - en forklaring han senere har ændret.
- Jeg var bare på en øvetur, hvor jeg legede med forskellige ting på ubåden, og så opstod der en fejl, sagde Peter Madsen til TV 2, da han blev reddet i land.
Der skulle være tale om en fejl på en ventil, som blev meget alvorlig, efter Peter Madsen prøvede at reparere den.
På et pressemøde søndag formiddag oplyser drabschef Jens Møller dog, at Peter Madsen har "skiftet forklaring", og at det virker som en "bevidst handling", at ubåden er sunket.
I en pressemeddelelse mandag 10 dage efter hændelsen, offentliggør politiet Peter Madsens nye forklaring i en pressemeddelelse.
Her forklarer han, at der skete en ulykke ombord på ubåden, der kostede Kim Wall livet, og at han efterfølgende begravede hende til søs.
Politiets mistanke
Københavns Politi har sigtet Peter Madsen for manddrab efter straffelovens paragraf 237 ved 10. august 2017 i tidspunktet efter klokken 19 på et "ukendt sted og ukendt måde" at have dræbt Kim Wall.
Efter lørdagens grundlovsforhør fandt dommer Kari Sørensen ikke grundlag for at fængsle Peter Madsen for drab. Han er i stedet varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab.
Mandag bekræfter politiets tekniske undersøgelser af UC3 Nautilus, at ubåden angivelt er sænket bevist.
Peter Madsen nægter sig skyldig, men har valgt at acceptere varetægtsfængslingen, som udløber den 5. september.
Københavns Politi oplyser mandag den 21. august, at drabssigtelsen mod Peter Madsen opretholdes.
Journalisten
Den 30-årige journalist Kim Wall er født i Trelleborg i Sverige, men holder til dagligt til i New York og Beijing.
Hun var ombord på Nautilus for at lave en reportage om Peter Madsen og ubåden.
Politiet beskriver hende som 160 centimeter høj, 56 kilo, spinkel af bygning med rødbrunt hår og grønne øjne.
Ubåden
Peter Madsen har sammen med en række samarbejdspartnere selv bygget Nautilus, som er den største aktive, private ubåd i verden.
Torso fundet på Vestamager
Mandag eftermiddag den 21. august modtager Københavns Politi en anmeldelse om, at liget af en kvinde er fundet i vandkanten af Klydesøen på Vestamager.
Findestedet ligger ud til Køge Bugt, hvor politiet intensivt har ledt efter Kim Wall, siden hun blev meldt savnet.
På et pressemøde samme aften oplyser politiet, at der er tale om en torso, hvor hoved, arme og ben mangler. Her slår de samtidig fast, at de endnu ikke har identificeret kvinden, og at de derfor hverken kan be- eller afkræfte, at der er tale om den svenske journalist. Det skal et ligsyn afgøre.
Tirsdag oplyser Københavns Politi i en videobriefing på YouTube, at lemmerne fra den kvindelige torso er blevet skåret af bevidst. Det er stadig ikke sikkert, at der er tale om Kim Wall.
Det mangler vi stadig svar på:
- Er det Kim Walls torso, der er fundet på Amager?
- Hvordan døde Kim Wall?
- Hvordan og hvor skilte Peter Madsen sig af med liget af den svenske journalist?
- Peter Madsen har forklaret, at Kim Wall døde i en ulykke ombord. Hvad skete der - og hvad rummer hans nye forklaring ellers?
- Hvorfor skiftede Peter Madsen forklaring undervejs?
- Hvilke beviser har politiet, som taler for at holde Peter Madsen sigtet for drab?