Sibirisk kulde er netop nu på vej mod Danmark og det kommer til at resultere i minusgrader over hele landet i de kommende dage.
Allerede i aften kan der opstå lokale snebyger i de nordlige egne af landet. Koldfronten med den sibiriske kulde ventes at komme til Danmark lørdag og bliver hængende i de efterfølgende dage.
Hele landet bliver frostvejr døgnet rundt.
Kombineret med en frisk til hård østenvind vil det komme til at føles bidende koldt ifølge vejrudsigterne.
- Det usædvanlige ved kulden, der blæser ind over Danmark fra øst er, at det i hele landet bliver frostvejr døgnet rundt. I løbet af weekenden får vi i dagtimerne et par frostgrader, mens vi næste uge ikke skal gøre os meget håb om at se termometret nå over fem eller skes frostgrader om dagen. Om natten vil vi på grund af det blæsende vejr i første omgang ikke nå meget under -10 grader, men det kan vi sagtens nå at komme i næste uge, siger TV 2 Vejrets Anders Brandt.
Herunder får du gode råd til, hvordan du forbereder huset, sommerhuset, bilen, cyklen med mere på kuldebølgen.
Sådan forbereder du dig på kuldebølgen:
Huset:
Vandrør: Kraftig frost kan sprænge rørene og medføre store vandskader. Specielt i rum, hvor der ikke holdes stuetemperatur, rørføringer gennem loftsrum. Hvis det er muligt, kan man øge isoleringen rundt om rørene og desuden sørge for, at vandet cirkulerer. Vandhaner uden på huset skal lukkes af indefra og tømmes for vand.
Istapper: Ifølge ordensbekendtgørelsen skal du sørge for at advare forbipasserende og opsætte forsvarlige afspærringer, hvis der er fare for, at sne, istapper, tagsten eller lignende kan skride ned fra husets tag. Derudover skal du hurtigst muligt sørge for at få fjernet sne og istapper.
Tagrender: Det er vigtigt at begynde vinteren med rene tagrender. Hvis de er fyldt med visne blade og andre ting, der holder på fugten, er der risiko for at frosten skader samlingerne i tagrenderne. Desuden kan de have svært ved at aflede smeltevandet, når den tid kommer.
Snerydning: Det er et lovkrav, at du som husejer rydder sne på fortovet, i indkørsel, havegang og på trapper foran huset samt eventuelt på andre fælles færdselsarealer. Derudover skal du forebygge glat føre ved at strø grus eller lignende. Ved fald kan en person forlange erstatning for eksempelvis tabt arbejdsfortjeneste eller svie og smerte.
Sommerhuset:
For sommerhuset gælder de samme anvisninger som for helårshuset, hvis huset altid har varme på. Er varmen derimod helt slukket, skal huset sikres mod frost. Det gøres ved at afbryde vandforsyningen til sommerhuset helt tømme husets vandanlæg for vand.
Den nemmeste metode er som regel at åbne husets laveste og højeste vandhane samtidig (husk både den kolde og varme hane), når hovedhanen er lukket. Vandet vil nu løbe fra den laveste hane, til rørene er tomme.
Mange varmtvandsbeholdere kræver separat tømning, og du bør kigge i brugsanvisningen for at sikre dig, at du har tømt beholderen og frostsikret den korrekt.
Bilen:
Olie: Træk oliepinden og se, om det er olie nok på motoren. Hvis der ikke er olie nok, så top op med mere olie.
Sprinklervæske: Er der sprinklervæske nok på bilen? Hvis ikke skal du fylde vintersprinklervæske, der kan tåle ned til 20 graders frost, på bilen.
Kølervæske: Er der kølervæske nok på, kan kølervæsken klare ned til 20 graders frost? Tjek det med en kølervæskemåler.
Dørlåse: Giv alle låse på dørnee et pift med låseolie. Det forhindrer låsene i at fryse til.
Gummilister: Gør gummilisterne rene og tør dem derefter med en anelse opvaskemiddel. Det forhindrer, at bilens døre fryser fast.
Batteri: Dårlige batterier er den hyppigste årsag, når biler ikke kan starte i koldt vejr. Du kan få dit værksted til at tjekke spændingen på batteriet. Er den for lav, bør det skiftes.
Haven/drivhuset:
Udover havens planter, som vi ikke kommer ind på her, er der ofte også andre genstande i haven, som kræver særlig opmærksomhed om vinteren.
Har du figurer, fuglebade og krukker i haven, bør du sikre dig, at de kan tåle frost. Visse større havetraktorer har vandkølede motorer, der skal frostsikres ligesom en bil.
Drivhuse i aluminium og glas kræver sædvanligvis ikke særlig vintersikring.
Cyklen:
Din cykel skal også forberedes til frostvejret.
Forberedelsen består primært i at smøre kæde, kabler og lås.
På deres hjemmeside har Dansk Cyklistforbund lavet en video, der viser, hvordan cyklen vinterklargøres. Se det her.
Båden:
For at undgå frostskader og korrosionsskader, mens båden står på land vinteren over, er det vigtigt, at du vinterkonserverer dit kølesystem. Det kan sagtens gøres på land, hvor der ikke er risiko for vand i båden og forurening i vandet.
Skal båden overdækkes, så efterse presenningen for huller, så der ikke kan komme vand ind.
Tøm båden for alt, der kan suge fugt til sig – hynder, sejlertøj med mere. Hæng fugtposer op i båden, og husk at skifte dem, så du undgår fugtskader om læ.
Kilder: Bolius, Tryg, Dansk Cyklistforbund, minbaad.dk.