Er der flere smittede i Danmark - eller tester vi bare flere?

Erfaringer fra Aarhus viser, at smittetallene ikke udelukkende er et spørgsmål om, hvor mange der bliver testet.

Der bliver testet for coronavirus på livet løs i Danmark.

Nogle dage får over 40.000 danskere stukket en lang pind med en smule vat i enden ned i halsen.

Samtidig stiger antallet af folk, der bliver testet positiv for covid-19.

Men er der reelt flere smittede i Danmark, eller stiger smittetallene først og fremmest, fordi vi tester mange flere?

Selvom spørgsmålet er enkelt, er det svært at svare entydigt på, lyder det fra to eksperter, som TV 2 har talt med.

- Vi tester væsentligt flere, og derfor finder vi også flere, siger overlæge Lars Østergaard fra infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital til TV 2.

Speciallæge i infektionssygdomme på Aarhus Universitet, Christian Wejse, er enig:

Selvfølgelig betyder det noget, hvor mange vi tester, fortæller han til TV 2.

Men svaret er mere kompliceret end det.

Aarhus-eksemplet

Christian Wejse har for TV 2 kigget nærmere på det udbrud, vi så i Aarhus i august.

Her tegner der sig et billede af, at mange tests ikke nødvendigvis har stor effekt på, hvor mange smittede der findes.

Fra uge 27-31 blev der ifølge Christian Wejse testet 5000 i Aarhus. I de fleste af ugerne blev der registreret mellem 10 og 20 smittede om ugen.

Men i uge 31, den sidste uge i juli, skete der noget. Her steg antallet af positive tests pludselig til 70 om ugen.

Det førte til, at antallet af tests i Aarhus blev fordoblet til omkring 10.000 i uge 32, og at antallet af positive prøver steg til omkring 370.

I uge 33 blev tallet så fordoblet igen. Her blev der testet 20.000 i Aarhus-området, men til trods for de mange tests faldt antallet af positive prøver til 330.

- Så hvis det udelukkende var et spørgsmål om, hvor mange vi testede, så ville vi have fundet mange flere i uge 33, hvor vi tester dobbelt så mange som i uge 32. Du finder rigtig mange af de smittede, hvis du tester målrettet, forklarer Christian Wejse.

Brøndby-eksemplet

Et andet eksempel på at teste målrettet, kan man finde i Brøndby. Her er antallet af smittede også steget i løbet af de seneste uger. En stigning som Brøndbys borgmester søndag forklarede med, at der var blevet kørt mobile testcentre ud til steder i kommunen, hvor man havde mistanke om, at der kunne være mange smittede.

Og det er en god måde at gøre det på, lyder det fra Lars Østergaard.

- Jo flere man tester i et område, hvor der er mange smittede, jo flere finder du også. For jo mere målrettet du er i din testning, jo flere skal du også finde som er positiv, siger han.

Tester vi for meget?

Endelig peger de to eksperter på, at det er vigtigt at have for øje, hvor mange og hvem man tester i forhold til, hvor mange ressourcer vi bruger på opsporingen af coronasmittede.

Her viser tal fra Statens Serum Institut, at under en procent af de prøver, som bliver foretaget i Danmark, er positive. Det man også kan kalde positiv-procenten.

Hvornår tester man for meget?

Når der er et udbrud, skal man teste rigtig meget, lyder det fra Christian Wejse, der med det samme tilføjer:

- Der, hvor man tester for meget, det er, hvor der er mange, som bliver testet uden oplagt grund. Jeg vil gerne gøre mig til fortaler for, at vi målretter mere, hvem vi tester. Det er ikke en optimal udnyttelse af ressourcerne, at vi bare når op på et bestemt antal testede om dagen.

Lars Østergaard henviser til smitteudbruddet i Aarhus i begyndelsen af august. Her kom lidt over tre procent af prøverne tilbage positive.

- Jo mere målrettet du tester, jo bedre får du udnyttet ressourcerne, siger han.