Badmintonprofil ramt af sjælden sygdom - gik fra veltrænet til lammet på få dage

Lænket til en kørestol sidder badmintonspilleren Christian Lind på ottende sal på Rigshospitalet i Glostrup.

Han har netop slået fast, at man intet skal tage for givet og nyde livet hver dag. Og med dét har han også afsluttet sin fortælling om de seneste uger i sit eget liv, der gemmer på en skæbnesvanger historie.

Ved siden af sidder hans kæreste, Malene Qvist. Hun har sat sig på hug med hænderne foran ansigtet. Tårerne triller ned ad kinderne på hende, mens Christian Lind forsigtigt finder et lille smil frem og tørrer tårerne væk.

De krammer intenst og forsøger at finde styrke, efter deres hverdag for tre uger siden blev revet væk under dem, da Christian Lind blev alvorligt syg.

- Det er vildt at skulle til at lære at gå som 34-årig, konstaterer han kort efter i Rigshospitalets genoptræningscenter, da han med hjælp fra et seleværktøj kan tage de første spæde skridt tilbage mod en normal tilværelse i livet.

Med ét var badmintonspilleren diagnosticeret med den sjældne sygdom Guillain-Barrés syndrom. En sygdom, der rammer ud af det blå, og hvor kroppens immunforsvar angriber nerverne. Det resulterer i tiltagende muskelsvaghed og delvis lammelse i kroppen.

På få dage gik Christian Lind fra at være en helt rask og veltrænet atlet til en mand, der ikke selv kunne gå eller blot bevæge kroppen. Han blev madet og måtte have hjælp til at komme på toilettet, imens han selv og familien krydsede fingre for, sygdommen snart aftog, så han ikke ville ende i en respirator.

Trænede badminton op til sygdommen ramte

1. september var der intet, der tydede på, at Christian Lind, hans kæreste Malene Qvist og resten af familien skulle gå en frygtelig tid i vente fyldt med sorg, afmagt og en kamp ud over det sædvanlige.

Første søndag i september gennemførte Christian Lind en helt almindelig badmintontræning, som han havde gjort de seneste 15 år som professionel. Efterfølgende pakkede familien kufferten og drog fire dage til Bornholm.

- Allerede da jeg vågnede mandag, følte jeg mig meget træt i min krop. Jeg havde ellers planlagt en løbetur derovre for at blive helt klar til den nye sæson, men jeg følte mig ikke godt tilpas og udskød den, husker Christian Lind.

Det blev i stedet slået hen som almindelig træthed efter en træning, og det forhindrede ham ikke i at være den overskudsagtige og glade far, der svingede parrets fem måneder gamle søn, Victor, frem og tilbage i sine arme.

Svært ved at bære sin søn på fem måneder

Han bemærkede alligevel, at kræfterne lidt efter lidt langsomt forsvandt i kroppen, og fødderne samt fingerspidserne begyndte at sove. Onsdag var det pludselig rigtig slemt.

- Da vi skulle hjem, havde jeg svært ved at bære min søn på fem måneder, og jeg havde stort set ingen kræfter i højre side og underarm, da jeg ville løfte ham ind i autostolen.

- Jeg tænkte egentlig ikke så meget over det, men da jeg skulle køre, begyndte jeg at se dobbelt, og der blev jeg lidt bange. Så jeg fik min kæreste til at køre, og hun fik ringet til vagtlægen, da vi kom til København.

Mere end fem minutter i telefonen skulle der ikke til, før en ambulance var på vej hjem til parrets lejlighed. Med nedsatte kræfter i stort set hele kroppen og sovende fødder begyndte alvoren og frygten at gå op for Christian Lind.

Ramt af sjælden sygdom

På Rigshospitalet var dommen hurtig klar. Der var mistanke om Guillain-Barrés syndrom, der blot rammer 50-100 danskere om året.

Sygdommens årsag kan ikke afklares, men det er hurtigt indsættende lammelse af nerverne, der starter i fødderne og bevæger sig til resten af kroppen. Hos cirka en femtedel når lammelsen også lungerne, hvilket kan sende patienten i respirator i en periode. Man er dog helt klar i hovedet og opfatter alt, der sker.

Aftenen og hele natten til torsdag blev brugt på at tage alverdens prøver, mens Christian Lind blev sat i gang med den nødvendige behandling for at stoppe udbredelsen af lammelser i kroppen. En behandling, der varede flere dage og som ikke i første omgang kunne forhindre sygdommen i at toppe yderligere.

- Om fredagen kunne jeg ikke selv gå mere, og jeg skulle have hjælp til at komme på toilettet og ordne diverse ting. Lørdag og søndag ramte lammelserne lidt i ansigtet, og det var meget ubehageligt. Der var stor uvished om, hvad der kom til at ske, fortæller Christian Lind.

Også Malene Qvist mindes situationen, hvor hendes kæreste blev hjulpet ud på badeværelset, og hun selv var med for at børste hans tænder.

- Jeg stod med tandbørsten og kiggede på ham. Da han så kiggede på mig, kunne jeg godt se, der var noget helt galt. Venstre side af ansigtet kunne ikke bevæge sig. Jeg sagde ikke noget, men vi havde fået at vide, vi skulle indrapportere, hvis der var nyt. Jeg stod bare med tandbørsten.

- Og så fandt jeg ud af, jeg ikke rigtig kunne lukke venstre øje, bryder Christian Lind ind.

Under en uge forinden havde han stået til en badmintontræning. Nu stod han hjælpeløs på Rigshospitalet og frygtede, hvor i kroppen sygdommen ville ramme næste gang.

Vågnede om natten og græd

Usikkerheden gjorde hele situationen ekstra hård. Pludselig var han ude af stand til at planlægge og forberede næste skridt i sit eget liv.

De første dage gav kombinationen af behandlingen og de mange timer liggende samtidig Christian Lind store smerter i ryggen. Flere gange vågnede han klokken fire om natten, mens smerterne og de mange tanker om hans situation fik tårerne frem.

- Så sad jeg og fik en yoghurt ude på gangen, mens jeg græd, og en sygeplejerske sad ved siden af og trøstede mig. Især i starten græd jeg en del, og da jeg så nogen, der bare kunne gå, tænkte jeg: ”Bare det bliver mig igen.”

Da sygdommen efterhånden nåede sin top, kunne han ikke lukke det ene øje. Han mumlede rigtig meget, når han snakkede, og så kunne han ikke længere smile.

Alt imens var han stadig ude af stand til at bevæge ben og fødder, mens armene kun kunne løftes sporadisk.

- Det var hårdt. Ikke kun for mig, men for hele familien. Det var vigtigt, der var god opbakning, og det var især vigtigt, at der var ro på derhjemme for min kæreste og vores søn på fem måneder. Da der først kom ro på hjemme, kunne jeg tænke lidt mere positivt, fortæller Christian Lind, mens øjnene bliver våde, og stemmen er tæt på at knække.

- Jeg kunne jo ikke gå fra den ene dag til den anden, så jeg var da bange for, jeg skulle sidde i en kørestol resten af mit liv. Men lægerne var gode til at sige, jeg nok skulle blive god igen, selvom de ikke kunne garantere, jeg ville slippe uden mén. Så jeg valgte at fokusere på det gode og tænke positivt.

Badmintonkarrieren sat på standby

Inden sygdommen ramte, var det meningen, at Christian Lind i denne badmintonsæson skulle spille for Hvidovre i 1. division og for et hold i den bedste svenske række. Begge steder er han fortsat på kontrakt og er blevet mødt med stor opbakning og forståelse.

I sine bedste perioder af badmintonkarrieren nåede Lind midlertidig at spille på den største scene i form af de såkaldte Super Series-turneringer, der i dag rangerer under World Touren. Her mødte han i årene omkring 2010 spillere som Lee Chong Wei, Chen Long, Lin Dan og Danmarks egen Peter Gade.

Lind nåede alligevel aldrig helt op og bide skeer med de store, ligesom han lå i periferien af landsholdet. I den danske liga og herhjemme var han dog et stort navn i en årrække, ligesom de fleste stadig husker ham som en fighter og en stor showman, der altid gav alt.

Det blev i den grad tydeliggjort i 2017, da han ved DM mødte Hans-Kristian Vittinghus. Ved 20-20 i andet sæt formåede han at springe så vildt rundt på banen, at duellen gik viralt og blev delt verden over.

Hvad betyder det for dig lige nu, at du ikke kan spille badminton?

- Jeg har faktisk ikke tænkt særlig meget på badminton. Nu tager jeg også små skridt. Der venter en sej kamp om bare at komme tilbage og gå, men det er klart, at hvis alt går vel, så vil jeg da gerne tilbage på et tidspunkt.

- Jeg har jo nydt at leve af at spille badminton 15 år i træk. Jeg håber ikke, min karriere stopper sådan her. Det giver mig ekstra motivation, for jeg vil gerne tilbage og spille, som jeg kunne, inden det her skete.

Christian Lind har ét stort mål i første omgang

Selvom mimikken i ansigtet er begrænset, er gnisten for at vende tilbage til badmintonbanen til at få øje på hos Christian Lind.

Efter mere end 14 dages indlæggelse er det dog langt fra det, der står øverst på ønskelisten. I første omgang vil han være i stand til at komme hjem til sin kæreste og søn, men de bor på fjerde sal med mange trapper.

- Jeg har sagt til fysioterapeuterne, at et af mine første mål er, at jeg gerne vil lære trappetræning. Jeg har ét stort mål lige nu, for hvis jeg kan komme hjem og bo sammen med dem, som er det, jeg har i tankerne, så er jeg lykkelig. Alt ud over det vil være en bonus.

På nuværende tidspunkt i genoptræningsforløbet er Christian Lind i stand til at bevæge stort set hele kroppen, men kræfterne i musklerne er ekstremt nedsat grundet sygdommen.

Det betyder, han stort set skal genoptrænes helt fra nul. Indtil videre har sygdommen ikke ramt lungerne, hvilket betyder, han ikke har været i respirator, og man formoder i den sammenhæng, at sygdommen nu har ”toppet”.

Han er stadigvæk ikke i stand til at gå selv, men onsdag i denne uge stod han for første gang op selv på benene ved hjælp af et seleværktøj. Her kunne han tage de første små skridt, selvom han erkendte, det var hårdt.

TV 2 SPORT følger Christian Linds kamp for at vende tilbage til en normal hverdag.