6.000 kroner koster det at styne træer uden for din grund.
Det er i hvert fald bøden, som Niels Brogaard har fået, efter han har stynet tre træer vedLystbådehavnen i Rødvig.
Jeg har aldrig været anmeldt til politiet før, så jeg sov faktisk ikke hele natten.
- Jeg fik et chok. Jeg har aldrig været anmeldt til politiet før, så jeg sov faktisk ikke hele natten, siger Niels Brogaard til TV ØST.
- Det er gjort i god tro, for det er kommunens medarbejdere, der mere end en gang har fortalt, at vi skal selv holde både fortorv og træer.
Anmeldt for selvtægt
Niels Brogaard har boet ved Havnepladsen i Rødvig i 25 år. Og træerne uden for sin grund har han stynet i mere end 20 år.
Men det har måske fået sin ende.
- Nu tør jeg ikke klippe de der sidegrene af, men det skal de sådan set, så det bliver en grøn kupel. Men jeg tør slet ikke røre mere, for jeg skal ikke have mere med politisager at gøre, siger Niels Brogaard.
Niels Brogaard blev anmeldt for selvtægt.
Hører under bagatelgrænsen
Stevns borgmester, Mogens Haugaard, blev selv overrasket, da han så, at kommunen havde givet en bøde til en borger for at beskære træer.
Det er ikke vores politik, at vi anmelder borgere for den slags ting her, som jeg vil anse for at være under bagatelgrænsen.
- Jeg ser først det her i avisen og blev faktisk også lidt overrasket. Jeg tror, der er nogen i vores kommunes forvaltning, som har været lige lovligt fremme i skoene iforhold til at være temmelig regelret, siger Mogens Haugaard til TV ØST.
- Og det er ikke vores politik, at vi anmelder borgere for den slags ting her, som jeg vil anse for at være under bagatelgrænsen.
Kommunen har ansvaret
Derfor ønsker borgmesteren at trække bøden på de 6.000 kroner tilbage sammen med politianmeldelsen.
- Jeg har en forventning om, at vi tilbagetrækker den her politianmeldelse. Det er som sagt under bagatelgrænsen, siger Mogens Haugaard.
Men hvem har så egentlig ansvaret for at få stynet træerne?
- Det har Stevns Kommune, som jeg lige ser det. Men det har Niels ikke lige været opmærksom på, og da han også har studset træerne i 20 år og holdt det rigtig pænt, så har han været i god tro med det han gjorde. Og derfor tager vi snakken i morgen og så forventer jeg, at vi trækker vores politianmeldelse tilbage, lyder det fra Mogens Haugaard.