Kulørt norsk milliardær bygger storhotel i lufthavnen

Københavns Lufthavn har i dag løftet sløret for endnu et stort byggeprojekt til 800 millioner kroner

Københavns Lufthavn indkaldte i dag en stor del af det danske pressekorps til møde - uden på forhånd at ville løfte sløret for, hvad mødet gik ud på.

Men der er tale om endnu et gigantisk byggeprojekt - lufthavnen får et stort hotel og kongrescenter.

På pressemødet fortalte administrerende direktør Thomas Woldbye, at der er indgået en samarbejdsaftale med Nordic Choice Hotels om at bygge et hotel med 500 værelser og konferencefaciliteter på cirka 3.000 kvadratmeter.

Det skal ligge ved siden af det nuværende Hilton hotel, som skifter navn til Clarion Hotel og får en opgradering, lød det på dagens pressemøde.

Begge hoteller får den excentriske norske hotelkonge Petter Stordalen som ejer.

Petter Stordalen - kulørt norsk milliardær - bruger nu 800 millioner på et hotelbyggeri i lufthavnen
Petter Stordalen - kulørt norsk milliardær - bruger nu 800 millioner på et hotelbyggeri i lufthavnen

 

Københavns Lufthavn har i mange år haft et ønske om et hotel mere til at supplere det eksisterende high-end hotel. Derfor er vi glade for også at have indgået en aftale med lufthavnen om også at opføre og drive et helt nyt hotel med 500 værelser samt et cirka 3.000 m2 stort konferencecenter. Det nye hotel bliver et Comfort Hotel, og dermed kommer vi til at drive to hoteller, der henvender sig til hver sin kundegruppe. På den måde sikrer vi både et bedre og bredere hoteludbud i lufthavnen,” siger Petter A. Stordalen, ejeren af Nordic Choice Hotels, driftsselskabet bag hotelsatsningen. 

 

Peter Stordalen har i forvejen gang i et andet stort, københavnsk hotelprojekt - nemlig det planlagte luksushotel på Posthusgrunden ved Hovedbanegården.