Region H: Vi mangler 23 millioner på grund af sundhedsplatform

Både personale og økonomi er presset af IT-systemet Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden. Nu mangler der 23 millioner i budgettet.

Ligesom tidsplanen, er også pengetanken på sygehusene i Region Hovedstaden flyttet sig som følge af det nye IT-system, Sundhedsplatformen.

Det skriver DR P4 København.

Nu oplyser Region Hovedstaden nemlig, at budgettet i programorganisationen skal tilføres yderligere 23 millioner kroner for fortsat at hænge sammen i 2016.

- Der har været en del overarbejde i forbindelse med implementeringen af systemet i de første faser på Herlev og Gentofte hospitaler, og så har der også været justeringer af Sundhedsplatformen i forbindelse med, at man er blevet klogere på, hvordan den virker, siger Jens Gordon Clausen, koncerndirektør i Region Hovedstaden til DR København.

Hidtil har kun Herlev og Gentofte hospitaler været koblet på den nye platform, og for få uger siden blev Rigshospitalet tilsluttet IT-systemet. 

Frem mod slutningen af 2017 skal Sundhedsplatformen indføres på samtlige hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

De 23 millioner kroner, som mangler i budgettet, bliver nu dækket af en pulje på 55 millioner kroner til uforudsete udgifter.

Derfor er koncerndirektøren endnu ikke bekymret, selvom halvdelen af puljen til uforudsete udgifter allerede nu er brugt.

- Vi har stadigvæk 32 millioner kroner tilbage, og vi har vel allerede fundet mange af de justeringer og indledende børnesygdomme, som systemet kunne have, siger Jens Gordon Clausen til DR København.