16-årig dreng dræbt - udløste kugleregn i berygtet bydel

Ny Malmø-politichef betegner situationen i den skånske by som alvorlig efter en række skudepisoder.

En 16-årig dreng blev torsdag dræbt af skud i bydelen Rosengård i Malmø. 

quote Der er alt for mange unge mænd, som er blevet slået ihjel her.

Klas Friberg, politichef

Ingen er anholdt for drabet, oplyser Malmøs politi ifølge nyhedsbureauet TT.

Drengen blev fundet såret ved en busholdeplads kort før klokken 19. Han blev kørt på hospitalet, men døde omkring en halv time senere, oplyser politiet.

Skyderiet fandt sted ved busholdepladsen i Örtagården, som er en del af det berygtede kvarter Rosengården.

Få timer efter teenageren blev dræbt, var der natten til fredag et nyt skyderi i Malmø. Her blev der ifølge Ekstra Bladet affyret mindst syv skud mod en altan, og flere skud trængte ind i en lejlighed.

Ingen personer er kommet til skade ved episoden.

Drabet på den 16-årige dreng er det andet i Malmø siden årsskiftet. 3. januar blev en 22-årig mand dræbt af skud i bydelen Fosie.

Tidligere samme døgn blev en 18-årig kvinde såret af skud i Rosengård, og 6. januar blev en mand i 30-års alderen såret af skud i en lejlighed i området Persborg.

Region Syds nye politichef, Klas Friberg, betegner situationen i Malmø som alvorlig.

- Det er jo en alvorlig situation i Malmø, når det gælder bandekriminalitet og dødelig vold. Der er alt for mange unge mænd, som er blevet slået ihjel her, siger han.

Sidste år skete der 11 drab i Malmø.