Kommune indfører frivilligt corona-restriktioner for at undgå smittespredning

Rudersdal Kommune har selv valgt at indføre restriktioner i et forsøg på at holde smitten nede.

I mandags valgte regeringen at implementere ekstraordinære corona-restriktioner for 17 kommuner i TV 2 Lorrys område.

Rudersdal var ikke en af de udvalgte kommuner, men har nu valgt frivilligt at underlægge sig corona-restriktionerne.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Dette har kommunen valgt at gøre for at forsøge at begrænse corona-smitten.

Helt konkret betyder det, at kommunen opfordrer kontormedarbejdere til at arbejde hjemmefra i højere grad, og at arrangementer, hvor kommunen er arrangør, bliver revurderet og eventuelt aflyst i lyset af de midlertidigt skærpede retningslinjer.

Det stigende antal corona-smittede fik mandag regeringen til at indføre lokale restriktioner på for 17 kommuner i hovedstadsområdet.

Det betyder blandt andet, at forsamlingsforbuddet skærpes så forbuddet på 100 personer sænkes til 50 personer.

De 17 kommuner i TV 2 Lorrys område er: 

Albertslund

Ballerup

Brøndby

Dragør

Frederiksberg

Gentofte

Gladsaxe

Glostrup

Herlev

Hvidovre

Høje Taastrup

Ishøj

København 

Lyngby Taarbæk

Rødovre

Tårnby

Vallensbæk

Yderligere bliver åbningstiden for restauranter, barer og caféer begrænset fra klokken 02.00 til klokken 24.00.

Udover dette anbefaler myndighederne at sociale arrangementer på grundskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser bliver aflyst.

Her er et overblik over de skærpede restriktioner:

Blandt andet sænkes forsamlingsforbuddet til 50 personer, mens restauranters og caféers åbningstid begrænses.

 

Smittetallet fortsætter med at stige, og i et forsøg på at bremse den indfører myndighederne særlige restriktioner i 18 danske kommuner. Det gælder Odense Kommune og 17 københavnske kommuner.

 

- Forsamlingsforbuddet skærpes. Det betyder, at forbuddet på 100 personer sænkes til 50 personer.
 

- Åbningstiden for restauranter, barer og caféer bliver begrænset til klokken 24.00.
 

- Københavnsområdet og Odense Kommune bliver undtaget fra den ellers planlagte udvidelse af den tilpassede Superligaordning til andre idrætsarrangementer.
 

- Opfordring til øget opmærksomhed på afstandsanbefalinger i det offentlige rum, i restaurations- og forlystelsesbranchen og i kulturlivet.
 

- Myndighederne anbefaler, at sociale arrangementer på grundskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser bliver aflyst.
 

- Sundhedsstyrelsen vil i løbet af de kommende dage udarbejde skærpede anbefalinger.

 

- Der lyder en opfordring til at arbejde hjemme, undgå offentlig transport og begrænse trængsel i detailhandlen.

 

/ritzau/