Får politiet fat på de gerningsmænd, der fem gange i løbet af i går kom kørende i høj fart og tyrede med æg ud af bilruden, risikerer de at blive straffet for vold.
Æggene ramte med op mod 100 kilometer i timen tre personer og to biler omkring Roskilde.
- Vi ser faktisk ret alvorligt på det, når vi tænker på, hvad der kunne være sket. Havde ægget for eksempel ramt nogen i øjet, så ville det jo være med invaliderende skader til følge. Så derfor vil vi gøre alt for at få de her sager opklaret, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsrådgiver hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet har ikke nogen teori om, hvorfor der blev kastet med æg, men regner med, at det er tænkt som drengestreger.
- Det er nok æggekasternes formodning, at der skulle gang i gaden ved at kaste æg ud af en bil for at lave rav i den. Men vi ser altså lidt anderledes på det. Vi betragter det som vold mod dem, der er blevet ramt. Derfor vil vi gøre alt for at få de her sager opklaret, lyder det fra Martin Bjerregaard.
Offer håber på straf
Dorte Bjelke Thomsen er en af de fem, der blev ramt af et æg et i går, og hun ømmer sig stadig her dagen derpå. Hun var ude på en løbetur ved Boserup Skov, da hun omkring klokken 16:00 mærkede noget meget hårdt ramme sin højre overarm. Et æg var blevet kastet fra en sort bil, som Dorte Bjelke Thomsen vurderer, kørte op mod 100 kilometer i timen.
Hun synes, det er på sin plads, at gerningsmændene risikerer at blive straffet for vold:
- Det er jo forfærdeligt, at man ikke kan følge sig tryg på sin løbetur. Jeg tænker, de er nogle idioter. Hvis jeg nu var blevet ramt i hovedet, hvor fatalt havde det så været? Og så bliver man også bare vred bagefter, fordi det er er nedværdigende.
Midt- og Vestsjællands Politi er her til aften ved at efterforske et interessant tip om, at nogen har set en mørk bil et sted Roskilde. Det skriver DAGBLADET Roskilde.
Har du set noget i forbindelse med æggekasterierne, så kontakt politiet på telefonnummer 114.