Nyt gruppeoverfald på togstation – ung mand sparket flere gange i hovedet

Politiet søger vidner i en sag, hvor en 23-årig mand søndag morgen blev udsat for et voldeligt gruppeoverfald på Roskilde Station.

En 23-årig mand fra Roskilde blev tidligt søndag morgen udsat for et voldeligt overfald, da han opholdt sig i en glasventesal på en perron på Roskilde Station.

Overfaldet blev begået af en gruppe unge drenge, fremgår det af Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport.

Den 23-årige opholdt sig i ventesalen, da gruppen kom ind, og kort efter faldt han i snak med en af de unge.

De blev dog uenige, hvorefter den unge slog den 23-årige med et knytnæveslag i hovedet, så han faldt ned på gulvet.

Herefter begyndte flere fra gruppen at sparke den 23-årige i hovedet og på kroppen.

quote Vold er uacceptabelt, og det er bekymrende og uforståeligt, at de er flere om at begå overfaldet

Martin Bjerreggard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi

Det lykkedes offeret at løbe væk fra gruppen og gemme sig, inden gruppen forsvandt i ukendt retning.

Den 23-årige pådrog sig flere overfladiske skrammer som følge af overfaldet, og politiet forsøger nu at få identificeret gruppen gennem blandt andet overvågning på togstationen.

- Vold er uacceptabelt, og det er bekymrende og uforståeligt, at de er flere om at begå overfaldet, når nu det jo kun var en uoverensstemmelse mellem en af de unge og den forurettede, siger Martin Bjerreggard, som er kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, til TV 2 Lorry.

Politi søger vidner

Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket gruppen på togstationens område og på perronen (med tog mod København) søndag morgen.

Ifølge den 23-åriges anmeldelse skete overfaldet i tidsrummet mellem klokken 05.45 og 06.00.

Den unge mand, som startede med at slå den 23-årige, beskrives som dansk af udseende, 18-20 år og 175-180 centimeter høj.

Fedladen og skeløjet gerningsmand 

Han var fedladen og havde kort, lyst hår med pandehår ned til øjenbrynene. Han var skeløjet, talte dansk og var iført mørkeblå jeans.  

Har man oplysninger i sagen, kan Midt- og Vestsjællands Politi kontaktes på telefonnummer 114.

- Nu håber vi, at DSB har noget brugbart på deres overvågning på stationen, som kan hjælpe os med at få identificeret denne her gruppe, eller at der er vidner, der har set noget, eller kan genkende den forurettedes beskrivelse af ham, der begyndte volden, siger Martin Bjerregaard.  

To stationsoverfald på få dage 

Søndagens voldshændelse sker blot få dage efter et andet voldeligt gruppeoverfald, som fandt sted på S-togsstationen i Albertslund.

Her blev den 17-årige Marcus Alexander Aroli overfaldet af flere unge fra en større gruppering, som tildelte ham knytnæveslag og spark og forsøgte at skubbe ham ned på skinnerne.

En 17-årig dreng sidder i øjeblikket varetægtsfængslet for at have deltaget i overfaldet, som har fået stor opmærksomhed, efter at Marcus Alexander Aroli lørdag skrev et Facebook-opslag, som blev delt af tusinder af andre Facebook-brugere.

I opslaget viste Marcus Alexander Aroli billeder af sine skader, og han advarede andre mod at færdes på Albertslund Station om aftenen.

Københavns Vestegns Politi udtalte søndag til TV 2 Lorry, at de siden fredagens hændelse har sat ind med ekstra patruljering ved Albertslund Station.