Egon Kristensen skulle lørdag have fejret sin 80 års fødselsdag i venners lag i boligforeningens fælleshus i Kirke Hyllinge.
I stedet måtte hans kone, Hanne Gjørup, og gæsterne fejre fødselsdagen uden æresgæsten.
Fødelaren kom nemlig slemt til skade, da han skulle hente sin retarderede 50-årige søn på Roskilde Station samme dag.
Det skriver Roskilde Avis.
- En ung mand på omkring 16 - 17 år gjorde nemlig en helt fantastisk indsats på flere timer, da han hjalp min mand og hans søn, siger Hanne Gjørup til avisen, og fortsætter:
- Vi taler hele tiden om, hvor meget det betyder for os, og at vi gerne vil finde ham. Vi vil gerne takke ham for det, han gjorde. Det var virkelig flot, og jeg ved ikke, hvad vi skulle have gjort uden ham.
Familien ved ikke, hvem redningsmanden er. De fik ikke hans navn, og de ved ikke, hvordan han ser ud. For midt i ulykkens forvirring glemte de at spørge, og han sagde bare farvel og forsvandt.
Derfor kontaktede Hanne Gjørup Roskilde Avis i håbet om at finde ham.
Har du oplysninger om den unge redningsmand, der hjalp 80-årige Egon Kristensen lørdag omkring klokken 11.45 på Roskilde Station, vil vi meget gerne høre fra dig.