Flere henter deres nye dyr på internat

Dyrenes Beskyttelse oplever en massiv interesse fra danskere, der ønsker at finde deres nye kæledyr på et af foreningens internater.

Flere og flere vælger at besøge et af Dyrenes Beskyttelses internater, når familien skal have et kæledyr. Det viser en ny opgørelse fra foreningen.

I årets første 10 måneder har 255 hunde, 621 katte og 348 mindre dyr således fået et nyt hjem via Roskilde Internat, oplyser Dyrenes Beskyttelse.

Samlet har Dyrenes Beskyttelses internater videreformidlet 5.309 kæledyr i de første 10 måneder af 2015. Det er en stigning på 35 procent på bare to år.

- Vores internater oplever en markant stigende interesse fra borgere, der ønsker et kæledyr. Det faktum, at ens hund, kat eller marsvin har en trist forhistorie og kommer fra et internat giver en ekstra dimension, som mange lægger vægt på, siger Jens Jokumsen, der er projektleder for familiedyr i Dyrenes Beskyttelse og fortsætter:

- Derudover føler mange, at de ved at hente deres nye familiemedlem på et af vores internater også er med til at støtte en god sag, som de sympatiserer med. Det spiller helt klart også en rolle.

Det er især katte og hunde, som danskerne henter på internaterne. I år har Dyrenes Beskyttelse videreformidlet 3.920 katte og 812 hunde til nye hjem. Men også mindre dyr, som eksempelvis kaniner og marsvin er populære hos især børnefamilier. I alt har 577 mindre dyr fået nyt hjem via Dyrenes Beskyttelse i år.

- Fælles for næsten alle de dyr vi videreformidler, er, at de har haft det svært, inden vi modtog dem. Derfor er det naturligvis enormt positivt, at flere og flere danskere vælger at hente deres nye dyr på et internat, siger Jens Jokumsen og understreger:

- Men at så mange dyr formidles viser jo desværre også, at vi i Danmark har mange dyr, der mangler et hjem.