I en ejendom i Vestsjælland i nærheden af Kalundborg har Dyrenes Beskyttelse fundet 17 vanrøgtede hunde, som har levet under mildest talt kummerlige forhold.
Vi ser desværre flere af de her hvalpefabrikker
Hundene havde skabmider, orm og andet utøj, og derfor har ejeren i en periode dagligt vasket dem i terpentin, fortæller chefkonsulent for familiedyr, Jens Jokumsen.
- Det må have udviklet nogle voldsomme dampe, og med hundes gode lugtesans, må det have været ulideligt, siger han.
Behandles i Roskilde
- Deres hud er blevet helt indtørret, og de er alle meget medtaget af forholdene og behandlingen. Og det har overhovedet ikke hjulpet på skabmiderne.
De syv hunde, som havde det værst, er blevet overdraget til Dyrenes Beskyttelse og bragt til et internat i Roskilde. Det drejer sig om tre voksne hunde og fire hvalpe.
Internatet er straks gået i gang med at behandle hundene. De resterende hunde er stadig på adressen, hvor politiet er ved at undersøge sagen.
Handler om penge
Hvalpefabrikken i Vestsjælland er ikke et enestående tilfælde. Hele 23 gange måtte Dyrenes Beskyttelse i 2016 rykke ud til sager, der involverede ti eller flere hunde.
- Vi ser desværre flere af de her hvalpefabrikker, hvor man bruger de billigste metoder til at fremavle hunde, som man kan sælge videre, siger Jens Jokumsen.
- I den her sag har man så brugt terpentin for at spare på dyrlægeregningen, og det er endnu et eksempel på, at man har forsøgt en alternativ metode for at spare penge og få mest muligt ud af salget, siger han.
Det skal du sikre dig, før du køber hund:
- At hvalpen er registreret i Dansk Hunderegister. Det er et lovkrav.
- At den er blevet vaccineret og sundhedsundersøgt af en autoriseret dyrlæge- At du har set hvalpens mor og hvalpen sammen med hende
- At du har set, hvor hvalpen er vokset op. Lav gerne flere besøg.
- At hunden er vant til og tryg ved mennesker.
- Køb aldrig en hvalp hos en opdrætter, hvis du er i tvivl.
- Kontakt politiet på 114 eller Dyrenes Beskyttelse på 1812, hvis du ser noget mistænkeligt
Kilde: Dyrenes Beskyttelse
Sammenhæng mellem onlinesalg og fabrikker
Det er blevet for let som sælger at gemme sig bag en anonym salgsannonce
Hos Dyrenes Beskyttelse ser de en sammenhæng mellem hvalpefabrikkerne og det store salg af hunde online, hvor lyssky sælgere bedre kan gemme sig, og hvor køberne er den eneste kontrol for, at hvalpefabrikkerne bliver fundet:
- Problemet med onlinehandel især på Facebook er, at det er blevet for let som sælger at gemme sig bag en anonym salgsannonce. Det har fået de lyssky sælgere til at se muligheder i hundemarkedet, for der er store summer at tjene på handel med hunde, og ofte bliver hundene avlet uden hensyn til dyrets behov, siger Jens Jokumsen.
Onlinesalg er blevet en af danskernes foretrukne veje, når der skal købes hunde. De seneste opgørelser viser, at der i 2016 blev oprettet salgsannoncer på 9.900 hunde på DBA.dk og 11.000 hunde på Gul og Gratis.