Chokeret kvinde: Mand forsøgte at kidnappe mit barn

En mor til to fik sig et grumt chok, da hendes barnevogn og seks måneder gamle søn forsvandt foran en lokal butik i Viby ved Roskilde.

Der var tale om en regulær kidnapning af en seks måneder gamle baby, da en barnevogn pludselig forsvandt foran en lille lokal butik i Viby. Det mener barnets mor.

Hændelsen, der udspillede sig den 5. november omkring klokken 13.30, tog sin begyndelse, da kvinden var gået ind i en lille butik sammen med sit tre-årige barn.

quote Vi er ved at indhente noget videoovervågning og så har vi sikret os noget DNA i sagen

Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands politi

Det skriver Roskilde Avis, der har været i kontakt med kvinden, der ikke ønsker at oplyse sit navn, fordi hun føler sig utryg. 

Barnevognen med det sovende spædbarn lod hun stå foran butikken, men satte babyalarmen til. Ifølge avisen fordi hun er en pylremor.

Efter lidt tid hørte hun stemmer i alarmen, hvorpå hun kiggede ud ad vinduet efter barnevognen. Men barnevognen var væk.

Hun løb panisk mod stationen, hvor hun kunne se noget, der lignede styret på en barnevogn. Da mistanken om at det er hendes barnevogn, blev bekræftet, råbte hun op, mens hun løb målrettet mod busterminalen.

Her stod en cirka 25-årig mand med barnevognen og hendes søn og ventede sammen med flere andre på bus 215 mod Avnstrup, der ligger i Hvalsø Kommune.

- Den omkring 25-årige står bare der og glor mig koldt ind i ansigtet uden at bevæge sig, siger kvinden fortørnet til Roskilde Avis.

Maja Raunstrup stod selv på Viby station, da episoden udspillede sig.

- Jeg stod og ventede på bussen på Viby station. Jeg ser godt, at der kommer to mænd gående med en barnevogn. De går lidt omme bag busskurerne, som om de gemmer sig, siger Maja Raunstrup til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Så kom der en kvinde løbende og råbte 'hvad fanden har I gang i - I skal ikke stjæle mit barn! I er syge i hovedet!'

Ifølge Maja stod de to mænd efterfølgende og lod som om, de ikke forstod hændelsen.

- De spillede dumme, som om de ikke vidste noget. Så tog kvinden barnevognen og kørte den over på den anden side. Herefter tog de to mænd bussen, siger Maja.

Kvinden tog sit barn og vogn og skyndte sig tilbage i butikken, hvor hun ringede til politiet. Politiet ankom i løbet af en time, tog DNA-spor fra barnevognen og bad hende forklare sagen.

Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter episoden overfor TV 2 Lorry.

- Vi er ved at indhente noget videoovervågning og så har vi sikret os noget DNA i sagen, siger Carsten Andersen, der er kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi og fortsætter:

- Detaljerne kan vi ikke gå ind i. Vi er stadigvæk i gang med den. Jeg har lige været nede og se på sagen, og der er fuld gang i efterforskningen.