Kære alle. Vores søn er kl. 19.45 ved Jyllingehallerne blevet antastet af en mand, der tilbød ham Pokémon-kort mod, at han ville gå med ham
- Kære alle. Vores søn er kl. 19.45 ved Jyllingehallerne blevet antastet af en mand, der tilbød ham Pokémon-kort mod, at han ville gå med ham.
Sådan starter Ariane Søgaard Aagreen et opslag i Facebook-gruppen 'Jyllinge - løst og fast'.
Herefter beskriver hun, hvordan hendes dreng ikke gik med manden, men i stedet løb sin vej.
Drengen er det tredje barn på blot to uger, der er blevet antastet af en børnelokker i området.
Ved første episode blev først en 11-årig og siden et søskendepar lokket af en mand, der tilbød dem Pokémon-kort og popcorn ved Baunehøjskolen i Jyllinge, mod at de gik med ham hen i bilen.
Hændelsen udspillede sig i fredags for blot seks dage siden.
Det lykkedes dog ikke for manden at få hverken den 11-årige dreng eller søskendeparret med sig ind i sin bil. Efterfølgende sendte skolerne i området omkring Baunehøjskolen en meddelelse ud via forældreintra om situationen.
Også Skolechefen i Roskilde Kommune, Holger Bloch Olsen, udtalte sig i den forbindelse. Hør hvad han sagde om situationen herunder.
Ved gårsdagens hændelse blev en blot 12-årige dreng kontaktet af en mand, mens han cyklede ved Planetvej på en sti ved Jyllingehallen.
Den 12-årige stoppede ikke sin cykel, og manden trak siden mod nogle tennisbaner i området, skriver Roskilde Lokalavis.
Ifølge avisen var manden mørk i huden og talte flydende dansk. Desuden var han iført en sort jakke med hætte over hovedet.
Signalementet stemmer overens med den mand, som i sidste uge kontaktede de tre andre børn ved Baunehøjskolen i Jyllinge.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyste den 5. december til TV 2 Lorry at der i den seneste tid har været lignende episoder i byer tæt på Jyllinge.
Læs hele Ariane Søgaard Aagreens beskrivelse af hændelsen i Facebook-opslaget herunder: