Rødovre er et skridt nærmere nyt strøg

Rødovre Kommune har nu indgået en aftale med en privat grundejer samt vedtaget de første lokalplaner for udvikling af den såkaldte Bykerne. Dermed er udsigterne til et nyt hovedstrøg ikke længere så lange.

Meget tyder på, at Rødovre Kommunes visioner om at skabe et helt nyt strøg i den centrale del af Rødovre bliver en realitet.

For før Rødovre kan få det nye strøg, er der en bygning på Gunnekær, der må lade livet.

Kommunen har tidligere lejet sig ind i bygningen, som har huset Social- og Sunhedsforvaltningen.

Men med en ny aftale med ejeren af bygningen, er der nu frit slag til at rive den ned. Dermed bliver der frigjort plads til det kommende hovedstrøg, der skal være en del af udviklingen af den nye såkaldte Bykerne.  

Og med en vedtagelse af en ny lokalplan kan projektet skydes rigtigt i gang.

- Det betyder, at vi nu kan komme i gang med hovedstrøget, for det er en afgørende forudsætning for at komme i gang med den del, der hedder Karrébyen. Så man kan sige, at der er ”hul igennem” nu til, at vi kan få vores første strøg nogensinde. Det er glædeligt, siger Erik Nielsen, socialdemokrat, borgmester i Rødovre Kommune.

Hovedstrøget spiller en central rolle i kommunens store byfornyelsesprojekt, der primært handler om, at omdanne den centrale del af Rødovre, den såkaldte Bykerne. Hovedstrøget kommer til at strække sig fra Rødovre Centrum, over Rådhuspladsen, gennem det nye område Bykernen og frem til Tæbyvej.

Ligeledes gør vedtagelsen af lokalplanen for den nye Karréby muligt at omdanne et større område til et blandet bolig- og erhvervsområde med et centralt, offentligt område kaldet ”Hovedstrøget”.

Visualisering af Karrébyen med pladser og stræder for de bløde trafikanter.
Visualisering af Karrébyen med pladser og stræder for de bløde trafikanter.
Foto: Foto: VISMO for Rødovre Kommune

Ny arkitektonisk bygning 

Med de nye aftaler og vedtagelser, er det nu muligt at rulle alle de planer ud, som kommunen har haft i støbeskeen.

- Vi har en masse planer, som vi nu kan sætte i gang. Vi er for eksempel i fuld gang med at se på, hvad der skal ske med vores egne bygninger, der vil ligge i Karrébyen, siger Erik Nielsen.

Medarbejderne, der tidligere holdte til i bygningen i Gunnekær, flyttes til en helt ny bygning. En bygning, der skal passe ind med Rødovres arkitektegnede Rådhus.

- Vi har afsat 1,7 millioner kroner på en arkitektkonkurrence, der skal sættes i gang. For den nye bygning kommer til at ligge op ad vores Rådhus, som er tegnet af Arne Jackobsen. Derfor er det vigtigt, at den nye bygning, kommer til at passe ind, forklarer han.

Dermed får Rødovre Kommune et mere sammenhængende areal. Det giver også mulighed for, at den nye administrationsbygning kan få direkte adgang til Hovedstrøget.

Udsigten til det nye strøg.
Udsigten til det nye strøg.
Foto: Foto: VISMO for Rødovre Kommune