En reklamefilm fra Rødovre Centrum har vundet to priser ved London Fashion Film Festival. Priserne blev vundet for filmen "A Fashion Fairy tale".
- Det er ligesom at gå til eksamen en gang om året. Så får vi eksperter til at se niveauet af vores markedsføring, siger den stolte marketingdirektør i Rødovre Centrum, Charlotte Andersen.
Reklamefilmen vandt i kategorierne Best Accessory Design og Best Makeup & Hair Style.
Det er ligesom at gå til eksamen en gang om året. Så får vi eksperter til at se niveauet af vores markedsføring.
Charlotte Andersen tror, at de vandt, blandt andet fordi de viser kunderne, hvordan man kan sætte nyt og gammelt sammen på en spændende måde.
Modellerne er nemlig iklædt en kombination af tøj fra centrets butikker og vintagetøj med over 100 år på bagen - fra museumsgenstande til en jakke fra H&M.
Reklamefilmen blev produceret i forbindelse med en installation og udstilling af kreationer fra designeren Pauli Tvilling, og den er filmet og instrueret af hår-og makeupstylisten Henrik Steen.
Fem priser i år
Rødovre Centrum har tidligere i år vundet yderligere tre priser for andre kampagner og events.
- Jeg tror, at det betyder noget for vores kunder, at de kan se, at vi gør os umage for at gøre noget, der er anderledes og spændende for dem at se på. Jeg tror ikke, at priserne som sådan betyder noget for dem, men det betyder selvfølgelig meget for os, siger marketingdirektøren.
Og der er allerede gang i to nye kampagner, der også skal bedømmes i konkurrencer. Til marts sender de en kampagne ind til Solal Maketing Awards, der er Europas og Sydafrikas markedsføringskonkurrence og bliver afholdt en gang årligt.
Det var til netop Solal, de tidligere i år vandt tre sølvmedaljer.