Hold dig ikke tilbage, der er masser af smag i både urter og det vi bedst kender som ukrudt. Naturformidler Philip Hahn-Petersen fra Naturen Nu har i denne uge inviteret forfatter og såkaldt ”sanker” Julie A. Swane med til et naturområde i Københavns Sydhavn. En sanker er en der samler ind fra naturens eget spisekammer. Netop nu i forårsmånederne er det oplagt at samle vilde spiselige planter.
- Der er rigtig, rigtig mange ting, der er virkelig lækre, for der er stor saftspænding i dem og de er ikke begyndt at forvedde endnu. Der er meget sprødhed og smag at hente, siger Julie A. Swane.
I denne uges udgave af Naturen Nu bliver der da også smagt på alt fra Mælkebøtteblomster, til Strandkarse og Japansk Pileurt. Og selvom planterne bliver spist tæt på motorvej og tæt trafik, skal man ikke være bekymret for forurening i planterne. Det viser en undersøgelse fra Københavns Universitet i 2013.
- Hvis man spiser rodfrugter, skal man vaske dem grundigt. Selve planten er ikke giftig, det er jorden der er det. Man kan skylle sin plante, hvis man er bange for at der er faldet lidt bilos på den, men det er cirka 1000 gange så farligt at trække vejret i byen, som det er at spise noget, der vokser der, siger Julie A. Swane i denne uges Naturen Nu.
Og hun ved, hvad hun taler om, hun er medforfatter til bogen ”SANK”, der er fyldt med opskrifter på retter, hvor man kan bruge urter og ukrudt. Og så er hun selv en stor sanker.
- Den tilfredsstillelse, der er ved at finde noget mad selv – jeg kan nærmest mærke hvordan endorfinerne pumper ud og belønner min hjerne for godt arbejde. Det er reptilhjernen, der vinder og bliver glad, siger hun.
Naturen Nu er et samarbejde mellem Verdens Skove og TV 2 Lorry og har til formål at få flere til at værdsætte naturen i hovedstadsområdet. Naturformidler Philip Hahn-Petersen tager hver uge sin smartphone med ud i regionen, for at optage en videodagbog om hvad der foregår i det vilde netop nu.