Intensivsygeplejerske fik en god ide: Nu kan kollegaerne øve sig på Georg

Tina Pico Sevaldsen mener ikke selv, at hun er god til at sy. Alligevel kastede hun sig ud i at lave Georg, som sygeplejerskerne på en intensivafdeling på Rigshospitalet har glæde af.

De har travlt på den afdeling, hvor Tina Pico Sevaldsen er sygeplejerske. Det er nemlig en intensivafdeling på Rigshospitalet, hvor meget syge patienter havner, hvis de for eksempel er syge med lungerne, og respiratoren ikke hjælper.

Tilfælde, der har været flere af under corona-pandemien, især tilbage i april-maj måned.

På afdelingen skal sygeplejerskerne og lægerne ofte reagere hurtigt - for eksempel hvis en patient pludselig ikke kan få luft, og derfor er det nødvendigt at være forberedt på lidt af hvert.

Tina Pico Sevaldsen besluttede sig derfor sammen med sin kollega Majbrith Olsen at lave Georg.

- Der findes meget dyre dukker, vi kan låne på Rigshospitalet. Men det er besværligt, og nogle gange har vi brug for at øve nogle ting mere spontant. Georg giver os en mulighed for at diskutere forskellige scenarier og tænke os om, før vi står med en rigtig patient, hvor man skal handle her og nu, forklarer Tina Pico Sevaldsen.

Her er Georg. Han er opkaldt efter dukken Georg i børneprogrammet Anne og Lotte, der er ude for lidt af hvert.
Her er Georg. Han er opkaldt efter dukken Georg i børneprogrammet Anne og Lotte, der er ude for lidt af hvert.
Foto: Tina Pico Sevaldsen

Georg bliver brugt, når sygeplejerskerne har såkaldt simulations- eller scenarietræning, hvor der bliver fortalt en historie med en række opgaver, som de så skal forsøge at løse undervejs.

- Vi lader som om, at Georg har en sygdom, og så er der en, der fortæller, hvordan det udvikler sig, og så byder man teoretisk ind med, hvordan man løser de forskellige scenarier, fortæller Tina Pico Sevaldsen. 

Intensivsygeplejersken fortæller, at det selvfølgelig også handler om økonomi, hvorfor hun også valgte at lave ham selv.

- Man skal jo altid overveje, hvad man bruger pengene på i det offentlige, og her tænkte jeg, at jeg kunne da godt lave en dukke i stedet for, at vi skal prioritere det.

 
 
Foto: Tina Pico Sevaldsen