Godt nyt: Færre cykeltyverier end nogensinde

I 2016 blev der stjålet færre cykler end nogensinde. Og den positive tendens ser ud til at fortsætte.

Cykeltyverier er faldet, hvis man ser på antallet af anmeldelser. 

Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Varefakta.dk har kigget nærmere på. 

Sidste år blev 52.465 cykler meldt stjålet, og selvom det lyder af mange, så er antallet det laveste i de 42 år, statistikken går tilbage. 

Dugfriske tal viser desuden, at 2017 tegner godt.

I de to første kvartaler af året, er 23.045 cykler stjålet fra ejermændene, hvilket tyder på, at man vil have endnu færre tyverier, når året er omme. 

Branche: Skærpede krav til lås har virket

Forsikringsselskaberne har siden 1993 krævet, at cyklen skal være forsynet med en Varefakta-godkendt lås, hvis man vil have erstatning i tilfælde af tyveri. 

I 1994 toppede antallet af cykeltyverier med 125.371 anmeldelser, men sidenhen er udviklingen altså vendt, og det, mener brancheforeningen, skyldes de skærpede krav samt cyklisternes egen velvilje til at købe gode låse:

- Når vi taler om forebyggelse af cykeltyverier, så er ordentlige godkendte låse alfa omega. Og vi kan konstatere, at efter vi indførte skærpede krav til cykellåsene i starten af 90'erne er der sket i dramatisk fald i cykeltyverierne, og det har vist sig at have en langtidseffekt, siger underdirektør i Forsikring og Pension Hans Reymann-Carlsen i en pressemeddelelse.

 

Det skal du huske, når du køber cykel

Ved Varefakta.dk påpeger man, at låsene kvalitet ligeledes er blevet forbedret gennem årene. 

Her opfordrer man danskerne til at huske, at man altid skal anmelde et cykeltyveri til politiet, benytte en godkendt lås og have et Varefakta-låsebevis, når man køber ny cykel. 

- Mange af de cykler, der bliver solgt via nettet tilbydes uden cykellås. Hvis køberen ikke er opmærksom på, at låsen skal være Varefakta-godkendt kan køberen ende med en uautoriseret lås, siger administrerende direktør Heidi Søsted.

Se en liste over samtlige forsikringsgodkendte cykellåse her