S-togene, der kører i hovedstadsområdet, skal være førerløse i fremtiden. Det er planerne i en ny politisk aftale, der ventes indgået onsdag morgen.
Det oplyser den radikale transportordfører, Andreas Steenberg, hvis parti er klar til at gå med i aftalen sammen med regeringspartierne og Dansk Folkeparti.
Det skriver Ritzau.
- Det vil betyde, at man kan flytte 12-13 millioner ekstra passagerer ind i S-togene om året, fordi man simpelthen kan køre flere S-tog, fortæller Andreas Steenberg.
- På den måde er det noget af det bedste, vi kan gøre for at skabe udvikling i hovedstaden, løse trængselsproblemerne og løse problemerne med luftforurening.
Det ventes at koste samlet set 4,5 milliarder kroner at ombygge S-togsnettet til førerløs drift. Men pengene vil ifølge Steenberg komme ind igen takket være de højere billetindtægter.
Et andet led i planen er, at driften af de førerløse S-tog skal i udbud til private.
Det sker efter forbillede fra den københavnske metro, hvor det er Metroselskabet, der ejer stationer, skinner og tog, men private der står for driften.