Digital dannelse var mandag på skemaet på Solrød Gymnasium.
Gymnasiet vil forsøge at gøre op med mobning på de sociale medier og ulovlig deling af intime billeder, og debattøren Emma Holten var inviteret til at fortælle sin personlige beretning om hævnporno.
Solrød Gymnasium er langt fra den eneste ungdomsuddannelse, hvor eleverne kender til problemet med lidt for private billeder, der spredes på de sociale medier.
Det seneste år er der kommet mange historier frem om især unge piger, der har fået delt nøgenbilleder og intime videoer på nettet mod deres vilje.
Af samme grund ministeriet for børn, undervisning og ligestilling udarbejdet et etisk kodeks til ungdomsuddannelserne.
- Det er fuldstændig uacceptabelt og mange gange også ulovligt at dele krænkende billeder af andre på nettet. Med det etiske kodeks bliver det nemmere for både elever, lærere og forældre at droppe den berøringsangst og usikkerhed, som mange har overfor at reagere på deling af krænkende materiale på nettet, siger Venstres Ellen Trane Nørby, der er minister for børn, undervisning og ligestilling.
Her de syv principper i det etiske kodeks:
#1 Vær tydelig om skolens værdier
– Tydelighed og synlighed
Det er afgørende, at skolen er tydelig om skolens værdier og regler for, hvordan vi omgås hinanden – både på skolen, men også på nettet. Vi skal ikke dele noget på nettet, som vi ikke ville vise i skolens festsal. Det vigtigt, at skolen prioriterer, at der skabes et fælles sprog om skolens værdier. Skolens værdier skal være synlige i den daglige kommunikation og præge skolens aktiviteter. Eleverne skal føle medejerskab til skolens værdigrundlag, for eksempel ved at de inddrages aktivt i udarbejdelsen af værdigrundlaget.
#2 Tag ansvar for jeres fællesskab – også uden for skolen
– Fælles ansvar
Når unge deler krænkende materiale af andre på nettet, hænger det ofte sammen med, at de forventer at opnå status og anerkendelse. Sker det ikke, vil mange miste motivationen til at hænge andre ud på nettet. Skolen skal støtte op om at skabe en fællesskabskultur, hvor unge ikke alene underlader at dele krænkende materiale af hinanden, men også siger aktivt fra over for dem, som gør det. Bliver der delt krænkende billeder af en elev på nettet, er det ledelsens opgave at gribe ind og elevernes ansvar at sige fra, uanset om det er sket på eller udenfor skolen.
#3 Tænk dig om, før du deler
– Deling med omtanke
Deling af billeder er en naturlig del af unges sociale liv, og de bruger ofte deres profiler på de sociale medier til at iscenesætte sig selv og definere, hvem de er over for omverdenen. Det er ikke den unge, der har gjort noget forkert, hvis andre deler krænkende materiale af pågældende mod deres vilje. Dog bør alle passe på sig selv og tænke sig om, før de deler. Hvad sker der med fortroligheden, hvis kæresteforholdet med den person, du har sendt nøgenbilleder til, går i stykker? Hvor grænseoverskridende er billedet? Er jeg let at identificere? Disse spørgsmål er fornuftige at stille sig selv før der trykkes ”send”.
#4 Vær klar, når skaden er sket
– Beredskab
Deling af et billede eller en video på nettet kan sprede sig med lynets hast. Det får situationen til at virke uoverskuelig for den unge, der er blevet krænket, og vedkommende kan føle sig alene og handlingslammet. Skolen skal reagere straks, når den bliver bekendt med en sag om ufrivillig deling. Delingen skal stoppes hurtigt, så billedet eller videoen kommer ud til færrest mulige personer. Materialet skal fjernes, hvis det er muligt, og der skal følges op i klassen og på skolen. Derfor er det afgørende, at skolen – inden uheldet er ude – har lavet et beredskab.
Hvad har andre skoler gjort, når skaden er sket? Og hvad er skolelederens beføjelser i forhold til at bortvise eller midlertidigt udelukke en elev? Læs om reglerne nedenfor.
#5 Det er faktisk ulovligt
– Strafbarhed
Mange børn og unge ved ikke, at de kan gøre sig delagtige i deling af børnepornografi, hvis de deler seksuelle billeder af kammerater under 18 år. Det er vigtigt at italesætte, at noget er strafbart, hvilket kan være med til at fjerne skyldfølelse fra den unge, det går ud over. Skolen skal støtte op om den unge, som er blevet krænket, og sammen med den unge og forældrene følge op på, om hændelsen skal anmeldes til politiet. Skolen skal desuden selv reagere ved fx at udelukke krænkeren fra undervisningen eller bortvise eleven.
Hvad er lovligt og ulovligt ift. at dele krænkende billeder eller videoer – og hvem kan anmelde en ulovlig hændelse? Læs om regler og love nedenfor.
#6 Vis respekt for den enkeltes privatliv
– Samtykke
De sociale medier er med til at udfordre grænserne for, hvornår det private er offentligt, og det offentlige er privat. Alle har ret til et privatliv, og det er forskelligt, hvornår vi føler, at grænsen til vores privatsfære bliver overtrådt. Man skal altid bede om samtykke, når man deler billeder eller andet indhold på nettet, der kan være krænkende – uanset om det er nøgenbilleder eller blot pinlige billeder. Det er altid den på billedet, som har retten til at sige fra, og at modtage billeder er ikke det samme som at få samtykke til at dele dem med andre.
#7 Stå fast på en lige netkultur
– Ligestilling
På nettet forstærkes den kønnede måde, vi omtaler hinanden på; i stedet for ”fjols” bliver det hurtigt ”kælling” eller ”bitch”. Der eksisterer desværre en shaming-kultur, hvor det er mere skamfuldt for piger end drenge at få delt seksuelle billeder. Det er derfor vigtigt, at skolen sætter kritisk fokus på normer om køn og står fast på en lige netkultur. Vi ser, at piger oftere end drenge deler nøgenbilleder, hvor det er let at identificere dem. Når drenge deler nøgenbilleder, er det oftere billeder uden ansigt. Det er vigtigt at debattere den forskel.
Kilde: Alle For En Mod Mobning