Få ting er værre end at vende hjem til en bolig, der er blevet udsat for indbrud.
Den situation har mange desværre oplevet - ikke mindst i Nordsjælland. Her har politiet registreret tæt på 4700 indbrud i de første 10 måneder af 2016. Det svarer til en stigning på 30 procent i i forhold til samme periode i 2015.
- Det er en udvikling, der bekymrer os. Derfor har vi besluttet at forstærke og udvide vores indsats mod indbrud, lyder det fra Jens-Christian Bülow, der er politidirektør i Nordsjællands Politi.
Politiet i Nordsjælland vil nu aktivere en særlig indsatsgruppe samt øge patruljeringen i de mest ramte områder for at nedbringe antallet af indbrud.
Tidligere opgørelser viser, at borgerne i Allerød, Hørsholm, Rudersdal, Helsingør og Hillerød er særligt udsatte, når det gælder risikoen for indbrud.
Du kan dog selv gøre noget for at undgå indbrug. Vi har samlet 10 gode råd - se med her:
- Undgå opdateringer og billeder på de sociale medier, der viser, at du ikke er hjemme.
- Sørg for solide døre, vinduer og låse. Yderdøre bør have to låse.
- Klip hækken ned, så tyven ikke kan gemme sig bag den.
- Brug en tyverialarm, der kan være med til at skræmme indbrudstyven væk.
- Få naboen til at tømme post og bruge din skraldespand, hvis du er bortrejst i flere dage.
- Sørg for god belysning i og omkring boligen, så tyven har svært ved at komme ind uden at blive set. Du kan fx anskaffe nogle tænd/sluk-ure og tilslutte lamperne til dem.
- Få huset til at se beboet ud, når du ikke er hjemme. Lad rodet ligge og lad den beskidte opvask stå - og undgå at ’udstille’ dyre designerting i vinduet.
- Lås skuret og ryd op i haven, så der ikke ligger redskaber fremme. Nogle indbrudstyve medbringer ikke værktøj, men finder det på gerningsstedet.
- Tilmeld dig Nabohjælp på http://nabohjælp.dk. Nabohjælp forebygger op til hvert fjerde indbrud, og det tager 5 minutter at tilmelde sig.
- Giv værdifulde genstande et personligt mærke - det mindsker tyvens mulighed for videresalg. Det er også en god idé at tage billeder af al indbo, så man ved, hvad der mangler ved et eventuelt indbrud.
Kilder: Alka Forsikring og Nordsjællands Politi